søndag den 22. oktober 2023

Senere

 Stephen King: Senere, 2023. (Later, 2021)
Jamie Conklin har en særlig evne. Han ser og kommunikerer med døde mennesker.
"... jeg ser døde mennesker. Det har jeg gjort i al den tid, jeg kan huske. Bare ikke ligesom i den der film med Bruce Willis..." (side 19)
Hans særlige evne kan være en hjælp, for de døde kan fortælle hemmeligheder. Men når andre vil udnytte evnen, er det ikke altid godt - og det er her Kings "skrækhistorie" kommer på banen.
En rigtig god Stephen King roman, den fanger fra side 1. Det er måske ikke den bedste, den er mere på højde med f.eks. Joyland. Men det er imponerende, at han kan blive ved med at have historier at fortælle, og han er stadig en af mine yndlingsforfattere!

lørdag den 14. oktober 2023

Drømmetyderens død

 "Drømmetyderens død", A. J. Kazinski, 2016.
Niels Bentzon er gidselforhandler ved Københavns politi. 
Naboen til psykologen Evelyn Heiberg kontakter politiet, da han hører skrig fra hendes lejlighed. Morderen er der stadig, og Niels skal forsøge at komme ind i lejligheden.
Evelyn har specialiseret sig i drømmetydning, og en af hendes klienter har skrevet en tilbagevendende underlig drøm ned, som Evelyn er i gang med at tyde. Drømmen bliver omdrejningspunktet for den sag, som Niels efterfølgende vil opklare.
Niels' hustru Hannah er syg af kræft, så syg at der kun er smertebehandling tilbage at tilbyde. Der er mærkelige sammenfald mellem sagen om Evelyn og Hannahs sygdomsforløb - og Niels kan ikke slippe den, selvom hans rolle egentligt er udspillet.
Drømme og underbevidsthed spiller en stor rolle i opklaringen af sagen. Forfatterne lader Niels, Hannah og Daro fra Sarajevo fortælle deres historier, og efterhånden falder brikkerne på plads.
En spændende krimi men også lidt forvirrende ind i mellem. Skillelinjen mellem drømme og virkelighed er undertiden uskarp.

fredag den 29. september 2023

Den hemmelige historie

 "Den hemmelige historie", Donna Tartt, 1992 - hendes debutroman. Efter at have læst Stillidsen og Den lille ven ville jeg ikke gå glip af den første roman, hun skrev.
Richard Papen er fortæller. Han kommer fra middelmådige kår, fra uinteresserede forældre. Hans passion er græsk, han er en dygtig og flittig elev og drømmer om et glamourøst liv væk fra den lille søvnige by, han er opvokset i.
Som 19-årig ansøger han om økonomisk tilskud til at blive optaget på et universitet i Vermont. Da han får legatet og rejser hjemmefra, er det en lettelse for både ham selv og forældrene.
På universitetet bliver han overraskende hurtigt en del af en ellers lukket gruppe af græsk-studerende.
De 6 unge mennesker er meget forskellige, men har den græske livsstil og deres professor Julian som fællesnævner. Richard står lidt udenfor - og fortæller den spektakulære historie om hemmeligheder, udsvævelser og (måske) søgen efter evigt liv.
Romanen indledes med et mord, og derefter skrues tiden tilbage. 
Det er en spændende og velskrevet roman, men jeg synes ikke, at den har ikke det samme brede perspektiv, som de to efterfølgende, Donna Tartt skrev. 

onsdag den 2. august 2023

Den lille ven

 Donna Tartt: "Den lille ven", 2002 - på dansk i 2004.
For 6 år siden læste jeg "Stillidsen" af Donna Tartt - en virkelig god bog. Den var meget fremme i bogverdenen, derfor blev jeg opmærksom på den.
Helt tilfældigt støder jeg igen på forfatteren i en lille bogsamling på en lille ø - og tænker "den skal prøves". Og jeg blev ikke skuffet! Donna Tartt har indtil videre skrevet 3 romaner, ifølge forfatterweb har hun udtalt, at hun ikke har mere end 5 romaner i sig. Eftersom Stillidsen er fra 2013, kan man jo håbe på, at der snart kommer en ny fortælling. "Den lille ven" er hendes 2. roman, "Den hemmelige historie" fra 1992 er den første, og er naturligvis kommet på min ønske-læse-liste:)
I "Den lille ven" er den 12 årige Harriet hovedpersonen. Hun bor i Mississippi med sin mor og sin ældre søster Allison. Der var også en bror, Robin, men han blev fundet dræbt i deres have, da Harriet var en baby. Morderen blev aldrig fundet, og sorgen blev boende i familien. Moderen Charlotte formår ikke at tage sig af hjemmet og de to døtre, og faderen rejser væk. Derfor bliver husholdersken Ida Rhew pigernes reservemor, hende der sørger for mad, vask, rengøring, opmærksomhed og kærlighed. De har også en bedstemor Edith og dennes 3 søstre (tanterne), som bor i nærheden, og som også giver Allison og Harriet et holdepunkt i deres ellers lidt tilfældige og triste opvækst.
Allison er 4 år, da de mister Robin. Hun husker intet og udvikler sig til en fraværende, drømmende og skrøbelig pige. Harriet er til gengæld kvik og skarp, og som den eneste i familien sætter hun sig for at finde broderens morder. I 'efterforskningen' får hun kendskab til familien Ratliff, mennesker på et af de nederste trin på den sociale rangstige. De 6 drenge/mænd bor inde i skoven sammen med deres bedstemor. Den ene fremstiller amfetamin i et laboratorie, 2 sidder i fængsel, 1 er retarderet, 1 har 'mødt Jesus' og forkynder troen, og Danny - som er konstant påvirket af stoffer - var engang ven med Robin. 
Jagten på Robins morder, beskrivelsen af det lille samfund i USA's sydstat samt beskrivelsen af dysfunktionelle familier er nogle af emnerne i den omfangsrige roman. Menneskene står skarpt, og man kan næsten lugte forrådnelsen i de sumpede områder, hvor Harriet og hendes ven Heli på et tidspunkt er på slangejagt. 
Romanen var svær at lægge fra sig og en følelse af tomhed indfandt sig, da sidste side var læst.



tirsdag den 25. juli 2023

Sommerferielæsning

 Sommerferie indbyder sommetider til genlæsning af bøger. 
Indtil videre er det blevet til Pans hemmelighed, Michael Katz Krefeld - Natarbejde, Irwin Shaw og Det første af altings fest; Mine fædres hus af Jørn Riel.
Mine fædres hus er en trilogi indeholdende "En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt", "Vorherres rævefælde" og "Det første af altings fest". Det var Jørn Riels debut romaner - 1970-1972.
"Det første af altings fest" stod på hylden, og da Jørn Riels arktiske fortællinger altid er sjove og tankevækkende, valgte jeg at læse netop den igen-igen-igen.
I 19 kapitler beskrives livet i de allernordligste dele på Jorden. Eskimoernes levevis og de kultursammenstød, der opstod mellem dem og de fremmede, der af forskellige årsager kom til de barske områder.
Det er Agojaraq - Ago - der er fortæller i "Det første af altings fest". Ago er søn af Pete, Jeobald, Gill, Small Johnson og Sam - hans mor var ifølge Pete "Den livligste og gladeste pige i Nordvestterritoriet" (s. 116), dermed er der en vis tvivl om faderskabet og enighed om, at de alle 5 har en andel i skabelsen af Ago.
Herlige skrøner om rejser, jagt, ekspeditioner, festlighed og kærlighed.



Skytsengel

 6. selvstændige bind i serien om privatopdageren Thomas "Ravn" Ravnsholdt: Skytsengel af Michael Katz Krefeld, 2019.
En spændingsroman hvor spændingen holdes til sidste side. 428 sider velskrevet underholdning, nem at læse med forholdsvis små kapitler. Fortællevinklen skifter mellem hovedpersonen Ravn og gerningsmanden. Beskrivelser af personer og steder gør læsningen til en oplevelse, der svarer til at se en god film - Katz Krefeld har ordene i sin magt.
Handlingen kort fortalt: En skytte skyder uskyldige mennesker i bydelen Christianshavn i København. Deriblandt en af Ravns nære venner. Politiet har ingen spor at gå efter, attentatet virker professionelt og velforberedt.
Romanen er opdelt i 3 dele. I første del følges den anonyme gerningsmand. I anden del sættes navn på ham, jagten intensiveres - og i tredje del afslutter politiet opklaringen.
Men Ravn er ikke enig i politiets lukning af sagen, og han fortsætter på egen hånd.


lørdag den 8. juli 2023

Cyril Averys hjerte

 John Boyne: Cyril Averys hjerte, 2017.
Cyril er biologisk søn af Catherine Goggin - han bliver født udenfor ægteskab i 1945 i Irland. Han bliver bortadopteret straks efter fødslen og vokser op hos adoptivforældrene Charles og Maude Avery. Han får en tryg opvækst i et hjem med penge og status men uden den kærlighed, som de fleste børn er forundt.
Når han stiller spørgsmål om sin biologiske mor, får han ingen svar. Maude har ikke tillagt kendskabet til den unge kvinde med barnet større betydning, så Cyril er på bar bund, hvad det angår. Hele livet spekulerer han over, hvem hans ophav er, hvad han ikke ved er, at han faktisk møder sin mor flere gange, uden at vide, hvem hun er.
Cyril opdager tidligt, at han er mere interesseret i drenge end i piger, hans spirende seksualitet er fyldt med skam og løgne - det katolske Irland ser homoseksualitet som unaturligt, imod Guds vilje og dermed forbudt.
Romanen følger Cyril fra fødsel til død. Han kæmper med sig selv og omverdenen, for at få lov til at være den han er i en verden fuld af fordomme.