tirsdag den 25. juli 2023

Sommerferielæsning

 Sommerferie indbyder sommetider til genlæsning af bøger. 
Indtil videre er det blevet til Pans hemmelighed, Michael Katz Krefeld - Natarbejde, Irwin Shaw og Det første af altings fest; Mine fædres hus af Jørn Riel.
Mine fædres hus er en trilogi indeholdende "En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt", "Vorherres rævefælde" og "Det første af altings fest". Det var Jørn Riels debut romaner - 1970-1972.
"Det første af altings fest" stod på hylden, og da Jørn Riels arktiske fortællinger altid er sjove og tankevækkende, valgte jeg at læse netop den igen-igen-igen.
I 19 kapitler beskrives livet i de allernordligste dele på Jorden. Eskimoernes levevis og de kultursammenstød, der opstod mellem dem og de fremmede, der af forskellige årsager kom til de barske områder.
Det er Agojaraq - Ago - der er fortæller i "Det første af altings fest". Ago er søn af Pete, Jeobald, Gill, Small Johnson og Sam - hans mor var ifølge Pete "Den livligste og gladeste pige i Nordvestterritoriet" (s. 116), dermed er der en vis tvivl om faderskabet og enighed om, at de alle 5 har en andel i skabelsen af Ago.
Herlige skrøner om rejser, jagt, ekspeditioner, festlighed og kærlighed.



Skytsengel

 6. selvstændige bind i serien om privatopdageren Thomas "Ravn" Ravnsholdt: Skytsengel af Michael Katz Krefeld, 2019.
En spændingsroman hvor spændingen holdes til sidste side. 428 sider velskrevet underholdning, nem at læse med forholdsvis små kapitler. Fortællevinklen skifter mellem hovedpersonen Ravn og gerningsmanden. Beskrivelser af personer og steder gør læsningen til en oplevelse, der svarer til at se en god film - Katz Krefeld har ordene i sin magt.
Handlingen kort fortalt: En skytte skyder uskyldige mennesker i bydelen Christianshavn i København. Deriblandt en af Ravns nære venner. Politiet har ingen spor at gå efter, attentatet virker professionelt og velforberedt.
Romanen er opdelt i 3 dele. I første del følges den anonyme gerningsmand. I anden del sættes navn på ham, jagten intensiveres - og i tredje del afslutter politiet opklaringen.
Men Ravn er ikke enig i politiets lukning af sagen, og han fortsætter på egen hånd.


lørdag den 8. juli 2023

Cyril Averys hjerte

 John Boyne: Cyril Averys hjerte, 2017.
Cyril er biologisk søn af Catherine Goggin - han bliver født udenfor ægteskab i 1945 i Irland. Han bliver bortadopteret straks efter fødslen og vokser op hos adoptivforældrene Charles og Maude Avery. Han får en tryg opvækst i et hjem med penge og status men uden den kærlighed, som de fleste børn er forundt.
Når han stiller spørgsmål om sin biologiske mor, får han ingen svar. Maude har ikke tillagt kendskabet til den unge kvinde med barnet større betydning, så Cyril er på bar bund, hvad det angår. Hele livet spekulerer han over, hvem hans ophav er, hvad han ikke ved er, at han faktisk møder sin mor flere gange, uden at vide, hvem hun er.
Cyril opdager tidligt, at han er mere interesseret i drenge end i piger, hans spirende seksualitet er fyldt med skam og løgne - det katolske Irland ser homoseksualitet som unaturligt, imod Guds vilje og dermed forbudt.
Romanen følger Cyril fra fødsel til død. Han kæmper med sig selv og omverdenen, for at få lov til at være den han er i en verden fuld af fordomme. 

lørdag den 13. maj 2023

Tre søstre

 Endnu en velskrevet og vedkommende roman af Heather Morris: "Tre søstre", 2021. (DK 2022)
Tiden er 1942, det er 2. verdenskrig - og romanen starter i Slovakiet.
Tre søstre, Cibi, Magda og Livi, bor med deres mor og deres bedstefar i en by i Slovakiet. Jagten er gået ind på jøderne, og den yngste af pigerne bliver beordret til at 'arbejde for tyskerne'. Ingen ved, hvad det betyder, men den ældste søster Cibi, vil ikke lade den15-årige Magda tage alene afsted i det uvisse, så de rejser begge afsted sammen.
Rejsen ender i KZ-lejren Auschwitz, hvor de to piger ender med at være i 3 år. De er bl.a. med til at opbygge lejren Birkenau.
Den mellemste pige, Magda, formår at gemme sig i byen hjemme hos sin mor og bedstefar indtil september 1944, hvor hun bliver genkendt på gaden. Hun bliver sendt til Polen som sine søstre. 
De tre søstre holder sammen, de støtter og hjælper hinanden under de umenneskelige forhold, der var i lejrene. Efter krigen bliver der stadig set skævt til jøderne, og de rejser derfor til Israel - "Det forjættede land" - hvor jøder og ikke jøder kæmper for at bygge et land op, hvor de kan leve i tryghed.
Romanen er skrevet ud fra Livis og Magdas fortællinger, som Heather Morris fik kontakt med, da hun var på bogturné i Sydafrika. Den yngste søster havde læst bogen "Tatovøren fra Auschwitz", og genkendte nogle af personerne i romanen. Derfor kontaktede hendes søn forfatteren Heather Morris, og på den måde blev "Tre søstre" til.
Som forfatteren selv skriver, så er historien hjerteskærende, inspirerende og opløftende - og det kan man kun være enig med hende i.

torsdag den 20. april 2023

Vindens port

 Anne-Cathrine Riebnitzsky: Vindens port, 2021.
På en dagsrejse med sin fjende fortæller borgherren Ibrahim Banu Said sin og sin families historie. I tilbageblik fra solopgang til solnedgang 15. august 1341 møder læseren hans 3 hustruer, hans børn, hans forældre og venner.
Det handler om fæstningen Al-Qalat i Andalusien, og de kristnes belejring af den stærke by. Riebnitzsky fortæller en medrivende historie om krig og belejring, og om livet i middelalderens Sydeuropa - og det gør hun ret godt.
Det er en historisk roman om muslimer, kristne og jøder, der accepterer hinandens forskellige trosretninger. De handler med hinanden, og en af Ibrahims bedste venner er jøden David. Dog er der en grænse, ikke al forbindelse er acceptabel. Ibrahims tanker kommer vidt omkring den tids mennesker og levevis, det er meget levende beskrevet.
Inden læsning af Vindens port var min viden om Al-Qalat meget begrænset. Jeg er blevet klogere undervejs (og har efterfølgende læst lidt op på historien) og er i den grad også blevet underholdt. Kan man forlange mere?  

torsdag den 6. april 2023

Når man kysser i august

 Sissel-Jo Gazan: Når man kysser i august, 1995.
"Byen på bakken var en af den slags byer, man hører om i eventyrerne" (s. 36), og romanen er et eventyr! Det er hyggeligt og fantastisk, alt kan ske, personerne er farverige og man har ingen idé om, hvad det hele ender med.
Liljana Sommer ønsker sig en datter, der skal fødes i april måned og navngives April. Meget kan planlægges, men livet byder også på overraskelser og tilfældigheder.
Hovedpersonernes historier fortælles, deres håb, kærlighed og deres særegne personligheder - især kærligheden er vigtig i et hvert menneskes liv, men den bringer ikke altid kun glæde.
Endnu en god roman af Gazan, hun har en unik evne til at gøre sine figurer levende, man er med fra første side.

fredag den 24. marts 2023

Uglens øje

 Sissel-Jo Gazan: "Uglens øje", 2022.
Der er flere historier i historien, omdrejningspunktet er medicinalindustrien.
En medicinalvirksomhed lancerer et vidundermiddel mod depression, angst samt en bred vifte af tics-associerede sygdomme. (s. 59) Opfinderen er Tonny Enggaard, og midlet kaldes Trimixal.
Tonny har depression tæt inde på livet - hans elskede kone har sygdommen, og det er for at gøre hendes liv bedre, at han har arbejdet intenst på at udvikle medicinen.
Sille er farmakonom, hun bor sammen med sin mor og sin bror, der begge lider af psykiske sygdomme. Hele sit liv har Sille været ansvarlig for den lille familie. Da Trimixal kommer på markedet, og mor Bea og bror Bjørn starter på medicinen, er effekten til at tage og føle på. Moderen liver op og broderens symptomer dæmpes så meget, at der er håb for ham om et mere 'almindeligt' liv.
Søren er kriminalassistent. Han er fraskilt og har 2 børn med sin ekskone. Efter bruddet med Anna har Søren en periode i sit liv, hvor alt er trist og gråt, og hans læge ordinerer derfor Trimixal. Som alle lægemidler oplever nogle bivirkninger, dette er tilfældet hos Søren og passer meget dårligt med hans vigtige arbejde. 
Ud over kriminalassistentens personlige udfordringer, er han i sit arbejdsliv på en sag om en forsvunden 13-årig pige. Kriminalsagen har intet med psykiske sygdomme eller medicin at gøre. Her er det overvågningssamfundet, der er emnet, især forældres hang til at følge deres børn konstant - selvfølgelig med de bedste intentioner.
Som sidste element opererer en hacker gruppe, (MediLeaks) der har snablen nede i medicinalbranchens datasystemer. De afslører, hvad de finder af svindel med forskningsresultater, humbug og snyd på enhver måde og lægger det ud til offentligheden på deres hjemmeside.
"Uglens øje" er en god velskrevet roman om aktuelle emner. Men efter endt læsning sad jeg og reflekterede over, hvor var den røde tråd i forhold til medicinalindustrien og kriminalsagen med den forsvundne pige? Sagen var en lidt sær appendiks, som jeg havde svært ved at forbinde til resten af romanen.
Men Sissel-Jo Gazan skriver simpelthen fantastisk - og jeg er i gang med endnu en roman af hende.