onsdag den 5. juni 2024

Sømærke

 Lærke Kløvedal: "Sømærke", 2023.
I en artikel i DSB magasinet Ud&Se læste jeg om Lærke Kløvedal: https://www.udogse.dk/laerke-kloevedal/. 
En interessant artikel om et menneske med mange talenter, der voksede op med en berømt og fraværende far.
Hendes bog "Sømærke" er en erindringsfortælling, hvor hun fortæller om sin barndom, ungdom og voksenliv og om forholdet og fraværet af sin landskendte eventyrer til far, Troels Kløvedal.
Den Troels Kløvedal som vi næsten alle har kendskab til, havde som alle andre mennesker mange facetter, og hans datter oplevede en person, der var meget optaget af sit eget liv og havde svært ved at vise interesse for andres 'almindeligheder'. 
Der er mange halvsøskende i Lærkes familie, men hun oplever ikke den samhørighed, som hun ser hjemme hos kammeraterne. Hun prøver livet af, og finder først roen og kærligheden som voksen efter at faderen er død.
Lærke skriver godt og fortællende - flere gange undervejs i bogen er der sætninger, der bundfælder sig og som jeg finder genklang i.
Lige lidt 'reklame' for Ud&Se, der er altid interessante artikler i - magasinet er rettet mod en bred målgruppe, så jeg finder altid noget læseværdigt. Denne gang førte det så til en god forfatter og en god læseoplevelse.

fredag den 24. maj 2024

Historier om håb; At finde inspiration i hverdagens liv

 Heather Morris: "Historier om håb; At finde inspiration i hverdagens liv", 2020.
Bagsidetekst: Historier er det, som forbinder os og minder os om, at håb altid er muligt.
Bogen handler om forfatterens kontakt med de mennesker, hvis historier hun har fortalt i sine romaner Tatovøren fra Auschwitz og Cilkas rejse.
Heather Morris indleder bogen med at fortælle om sin egen opvækst på landet i New Zealand, om oldefaderen, der lærte hende, hvad det vil sige at lytte, og som fortalte hende historier fra sit liv.
Hun beretter om venskabet med Lale Sokolov (tatovøren fra Auschwitz) om deres møder, hvor han fortæller og hun lytter. Vigtigheden af at lytte rigtigt - både at høre det der bliver sagt, og det der forties. 
Historier om håb er ikke fiktion, men en fagbog der giver gode råd om det at lytte til andre mennesker. Bagerst i bogen opfordres læseren til at dele gribende historier med Heather på www.yourstoriesofhope.com - siden er dog i skrivende stund ikke tilgængelig. Men på hjemmesiden https://heathermorrisauthor.com/ kan man læse om hende og hendes forfatterskab.
En god bog der er interessant og berigende, når man kender Heather Morris' romaner.

søndag den 12. maj 2024

Deadline

 "Deadline", Dean Koontz, 2005.
Billy Wiles er bartender, han lever et stille og ret ensomt liv. Det bliver der rusket op i, da han en dag finder en seddel under vinduesviskeren på sin bil. En psykopat stiller ham overfor groteske og umulige valg. Det er som en usynlig fjende, der har invaderet Billys liv. Han tvinges til at få overtaget, især fordi hans elskede Barbara, som ligger i koma, er dybt afhængig af ham.
En spændings- og gyserroman fra Koontz, som engang var en af mine yndlingsforfattere - næsten på højde med Stephen King, syntes jeg dengang. Efter at have genlæst flere af hans romaner har jeg dog ikke samme forhold til ham længere.
"Deadline" var 'sløv i optrækket' og langtrukken. Jeg kedede mig lidt undervejs... Så Deadline kommer til genbrug sammen med de andre Dean Koontz romaner, jeg opbevarede i en stabel i et skab;-)

fredag den 3. maj 2024

Den sidste gode mand

 A. J. Kazinski: "Den sidste gode mand", 2010.
(Forfatterparret Anders Rønnow Klarlunds og Jacob Weinreichs første samarbejde)
Niels Bentzon har været politimand i drabsafdelingen ved Københavns politi i 15 år. I de 10 år som forhandler i f.eks. gidselsituationer og når folk truer med selvmord.
Hans kolleger betragter ham som maniodepressiv - men det er han ikke ifølge sin egen opfattelse. Han er en dygtig opdager og en god menneskekender - og følger sine sager til enden.
Nogle uforklarlige dødsfald sker rundt omkring i verden. En italiensk politimand samler materiale sammen om de mange dødsfald, som begynder at danne et mønster. Men ingen af hans kolleger vil hjælpe med sagen, de mener, han ser syner. Han kontakter også det danske politi, og Niels Bentzon læser ved et tilfælde den tilsendte fax, som ligger på den travle chefs skrivebord. Den italienske politimand har bl.a. fundet frem til, at det er "gode mænd", der er ofre, og et forestående klimatopmøde i København betyder mange "gode mænd" forsamlet ét sted.
Niels sætter sig ind i sagen, og skal nu finde og advare "gode" mennesker i Danmark, og i den sammenhæng møder han Astrofysikeren Hannah Lund, hvis eksmand var et af fundende i søgningen efter 'en god mand'. Niels og Hannah forener deres evner - hun med viden om systemer, han med den dygtige efterforskers redskaber.
Der findes en myte om "Guds retfærdige mænd" fra den jødiske Talmud, hvor der står: Der vil altid være 36 retfærdige mennesker på Jorden. De 36 beskytter os alle. Uden dem vil menneskeheden gå til grunde. (citat fra noter til læseren uden sidetal)
Romanen er delt op i tre dele: De dødes bog - De retfærdiges bog - Abrahams bog.
Spænding og krimi - forholdsvis korte kapitler, så det bliver aldrig kedeligt.

torsdag den 2. maj 2024

Holly

 "Holly" af Stephen King, 2023/på dansk i 2024.
Holly er Holly Gibney fra "De der søger". Efterforskningsbureauet som Bill Hodges startede op, og som Holly blev en del af. Nu er Bill død, og Holly, Pete og Jerome kører bureauet videre.
En bekymret mor henvender sig til "De der søger", hendes datter er sporløst forsvundet. Efterforskningen fører til spor efter andre unge mennesker, der er forsvundet - og Holly finder fællesnævneren til forsvindingerne.
Hvad er motivet? Det viser sig at være mere grumt end først antaget!
Under efterforskningen lærer vi Holly bedre at kende. Det er hendes fortælling! Hun er kommet langt, siden hun blev en del af "De der søger", men hun er stadig en enspænder, der ikke lader fremmede komme alt for tæt på. Hendes venner - Pete, Jerome og Barbara - kender hendes natur, og ved at hun er dygtig og ihærdig.
Historien foregår i tiden under Covid-19, og som altid indgår beskrivelser af det omgivende samfund i Stephen Kings romaner. Der er ingen tvivl om hans politiske ståsted, han udtrykker sin holdning med kritiske øjne i passende mængder, der ikke 'forstyrrer' fortællingen.
Han kommer som altid helt ind i det inderste i sine personers tanker.
En spændende roman bygget op over et anderledes plot, og samtidigt handler om menneskelig ondskab og egoisme, samt det gode i menneskets natur, der heldigvis også vinder en gang imellem.

torsdag den 4. april 2024

Pigen fra Limfjorden

 Jeppe Aakjær: Pigen fra Limfjorden, 2. udg. 2010 - Forlaget Jenle.
Teksten er tilrettet og gengivet fra Pigen fra Limfjorden 1. udgave, 1921, Danske Forfatteres Forlag.

Digteren Stjernholm, en skægløs mand midt i 30'erne (side 11), sidder på en beværtning i indre by i København. Han filosoferer over de mange kvinder, der vandrer forbi vinduet - og pludselig ser han én, der skiller sig ud.
Han præsenteres lidt senere for herregårdsejeren frk. Saltbæk, der er meget betaget af Stjernholms digte. De to falder hurtigt i snak - og betagelsen er snart gensidig. Han fortæller hende, at han ikke længere trives i hovedstaden, og hun inviterer ham derfor til sit hjem Herregården Sandhage, der ligger ved Limfjorden. Hun er anderledes end andre kvinder, han har kendt. Hendes opvækst og naturen på hjemegnen har præget hende og gjort hende til en stærk og selvstændig kvinde. På trods af deres forskellighed vokser kærlighed og gensidig respekt mellem de to. Der er dog forhindringer, der skal forceres, inden de får hinanden.
Menneskets natur og drifter - især kvindernes - var nærmest tabu, da Aakjær skrev Pigen ved Limfjorden i 1921. Romanen er en fin, til tider humoristisk, fortælling om mennesker låst fast i roller, der er bestemt af det omgivende samfund.
Som menneskene beskrives også naturen. Smuk og idyllisk og nødvendig for at menneskene kan trives og finde ro.

Pigen fra Limfjorden er, ud over at være en kærlighedshistorie i tiden efter 1. verdenskrig, også et indblik i forfatteren Jeppe Aakjærs samtid og forfatterskab.
Jeg er endnu engang blevet beriget!!

lørdag den 30. marts 2024

Tænk at eje et ishus

 Helle Hammer Mortensen: Tænk at eje et ishus; Fortællinger fra et plejehjem, 2022.
Forfatteren havde en stand på Bogmessen i Aarhus - og en hyggelig snak fik mig til at købe hendes bog.
Som ergoterapeut har hun oplevet livet på forskellige plejehjem, og på grundlag af de indtryk har hun skrevet bogen.
Personalet på det fiktive plejehjem har travlt. Deres arbejdsopgaver skildres bl.a. gennem dialog de ansatte imellem. Der er 15 beboere på plejehjemmets første sal, som hver har et kapitel. Her dykkes ned i beboerens tidligere liv samt den nuværende situation. Den første, man møder, er Petersen. Han har fødselsdag, og det giver anledning til at fortælle om, hvordan en fødselsdag fejres på hjemmet. En anden beboer er dement, en har tabt livslysten osv. 
Beboerne har forskellige plejebehov og hver deres historier med i bagagen. Historierne fortælles via dialog og beboernes tankerækker.
En fin og vedkommende bog om et meget diskuteret emne i vores samfund. De mange nedskæringer på området og stigende krav til dokumentation mv. 
Helle Hammer Mortensen fremstiller et meget positivt billede af personalestaben - det ligger måske lidt ved siden af virkelighedens ansatte på plejehjemmene.