mandag den 12. oktober 2026

Bibliotekaren fra Auschwitz

 "Bibliotekaren fra Auschwitz" af Antonio Iturbe, 2021.
I udryddelseslejren Auschwitz under 2. verdenskrig blev der oprettet en særlig afdeling, der skulle se ud som om, det blot var en "almindelig" fangelejr, hvis Røde Kors kom for at undersøge forholdene.
I Blok 31 var der 500 børn og udvalgte fanger, der blev benævnt "rådgivere". Børnene måtte ikke lære noget, bøger var forbudt i lejren, men en lille samling af konfiskerede bøger var blevet reddet og gemt - og indgik i et interimistisk bibliotek, som dannede grundlag for undervisning af børnene. "Verdens mindste bibliotek" bestod af 8 slidte bøger.
Bøgerne skulle holdes skjult for vagterne, og Dita Adlerova på 14 år fik ansvaret for samlingen.
Livet i lejren, specielt i blok 31, bliver fortalt gennem Dita. Et anderledes perspektiv fra den forfærdelige tid, hvor nazisterne forsøgte at udrydde et helt folk.
Romanen viser indirekte betydningen af litteraturen for mennesker, den kan give håb, og den kan for en stund aflede opmærksomheden fra en grusom virkelighed.
Dita Adlerova - Dita Kraus - er en virkelig person. Forfatteren har haft samtaler med hende, og ud fra disse er romanen blevet til. På trods af de knap 500 sider læste jeg bogen ret hurtigt. Den er velskrevet, og fangede mig fra første side.

Ingen kommentarer: