Stenkredsen

 "Stenkredsen", Ken Follett, 2025.
En opdigtet fortælling om mennesker i det sydvestlige England år 2500 f.v.t.
Titlen henviser til et monument opbygget af store træstolper, som en samling af præstinder bruger som en slags kalender. Deres opgave er at tælle dage, måneder og år, og at oplyse og advare det omkringliggende samfund om f.eks. kommende sol- og måneformørkelser.
Udover præstinderne er der flintebrydere kaldet "Grubefolket", der er "Hyrdefolket", "Skovfolket" og "Bønderne". Forskellige samfund med forskellig levevis, som hver især har udbytte af den natur, de lever i.
Der er spændinger mellem samfundene - især bøndernes leder skaber ufred, da folket som lever af at dyrke jorden ønsker mere jord, som de så fratager hyrderne og skovfolkene. Det fører til voldsom krig og ødelæggelse, og det store monument bliver delvist ødelagt.
En af præstinderne og en dygtig flintebryder har en vision om at opbygge monumentet i sten i stedet for træ - det vil ikke kunne ødelægges og vil kunne stå for evigt. Men sådan et byggeri kræver planlægning og viden samt opbakning fra alle i samfundet.
Det er selvfølgelig Stonehenge, romanen handler om. Der er forsket meget i den store stenkreds i virkeligheden, men det er endnu ikke lykkedes helt at afsløre stedets formål, og hvordan menneskene dengang kunne håndtere de enorme sten.
Follett digter sin version, men min forventning til romanen blev ikke indfriet. Opbygningen af stenkredsen fylder mindst i fortællingen. Det er den lidt  - efter min mening - langsommelige optrapning med beskrivelser af de forskellige folk og deres uoverensstemmelser, der fører til krig og ødelæggelse, som der er fokus på.
Urealistiske beskrivelser af fortidsmennesket og alt for meget fyldstof - det er min konklusion på mødet med Ken Folletts nyeste roman.