fredag den 13. juni 2025

I en dråbe

 Sissel-Jo Tomaselli Gazan: "I en dråbe", 2024.
En af yndlingsforfatterne er begyndt på en ny krimiroman-trilogi. Den første er "I en dråbe", hvor læseren møder hovedpersonen Mia Jinju Thiel-Jensen. En teenager der mister sin mor og opdager nye sider af sine nærmeste.
Mia er adopteret, hun kom til Danmark, da hun var 9 mdr. gammel. Hun har et særligt og tæt forhold til sin adoptivfar, Finn, de har mange fælles interesser, og han er fascineret af Korea og af Mias superhukommelse. 
Det samme gælder ikke for forholdet til adoptivmoderen, Merethe. De to har flere sammenstød, og moderen har det svært med det fokus, Finn har på Mia - hendes koreanske baggrund og evnen til at huske ansigter og hændelser fra barndommen. Netop den dag Merethe forsvinder har de skændes, og Mia føler sig skyldig og prøver at opklare, hvad der er sket.
År senere bliver Mia uddannet som kriminalbetjent og da andre lignende forsvindingssager dukker op, følger hun sporet. Nye metoder indenfor opklaringsmetoder er kommet til, og DNA-profilering og retsbotanik er redskaber, der kan afsløre vigtige informationer - også i gamle sager, der ellers var opgivet.
Romanen handler om familier, om adoption, om børn, om at høre til - og så er der spændingsmomentet i opklaringen af Merethes forsvinden og de andre sager, hvor der lidt efter lidt viser sig en fællesnævner.
De 450 sider blev læst på nogle dage, Sissel-Jo er en fantastisk forfatter, der formår at holde læseren fanget til sidste side. Jeg er endnu aldrig blevet skuffet over hendes romaner - sproget og indholdet er suverænt!!

Ingen kommentarer: