søndag den 26. december 2021

Tand for tunge...

 "Tand for tunge" - en bog delt i to undertitler: Modstandskamp i Gundsø 1940-45 og Secret Intelligence Service i Danmark, 1941-45. Skrevet af Alan Hjorth Rasmussen, Fjordmuseet 1998.
Efter mange Gundsø borgeres mening fandt der ingen eller næsten ingen modstandskamp sted i de fem sogne, der i 1970 kom til at udgøre Gundsø Kommune. Kun de færreste kendte til de 5 militære ventegrupper og den ene dækningsgruppe, der blev dannet i 1944-45. (s. 8)
Krigen var tæt på i Gundsø under 2. verdenskrig. Der fandt bl.a. sabotage sted i Herringløse på et snedkeri, der fremstillede møbler til tyskerne. Der var våbennedkastninger og samarbejde med den engelske efterretningstjeneste. Gundsø borgere sejlede jøder fra Roskilde Fjord til Sverige, og modstandsfolk blev skjult for besættelsesmagten.
Som titlen antyder, så var det vigtigt at holde tand for tunge - altså ikke tale om aktionerne, ikke angive modstandsfolkene. Det kunne få katastrofale følger.
Jeg er vokset op i området, og derfor var det interessant for mig at læse om modstandskampen netop dér. Stednavne der gav billeder på nethinden. Jeg har aldrig før hørt om aktionerne, heller ikke efter krigen har det været noget, man talte om.
Det var kun første del af bogen, jeg læste. Den anden del handlede om SIS: Secret Intelligence Service, den britiske efterretningstjeneste. Da det var lokalområdets historie, jeg fandt interessant, sprang jeg derfor den mere 'generelle' del om modstandsbevægelsens arbejde over.
Historierne var spændende, men teksten lidt tung.

Ingen kommentarer: