Endnu en af publikationerne i serien "100 danmarkshistorier" fra Aarhus Universitetsforlag: Rigets runer af Lisbeth M. Imer, 2018. (e-bog)
Runeskrift er et skriftsystem, der blev tilpasset det talte sprog. Man mener at runerne blev opfundet i det 2. århundrede, og blev udviklet for de øverste lag i samfundet. Senere hen blev det mere almindeligt at udtrykke sig på skrift, og nogle af disse meddelelser har været med til at kunne fortælle og forstå fortidens mennesker og samfund.
Runealfabetet bestod af 24 tegn ligesom de græske og romerske skriftsystemer. Dog var rækkefølgen af tegnene anderledes, de første 6 tegn var f-u-t-a-r-k (t er et tegn, der ligner et p med en ekstra streg) - og alfabetet fik derfor navnet futharken. Hvorfor rækkefølgen blev sådan vides ikke.
Jernaldermennesket kendte kun deres sprog gennem tale, det har været kompliceret at samle lydene i sproget i et system, der kunne skrives og formidles til andre mennesker.
Det gav høj status at kunne læse og skrive runer. Da Harald Blåtand fik lavet den største kendte runesten i Jelling, var det i høj grad et udtryk for magt.
Der blev ikke skrevet meget i vikingetidens samfund, men ved at riste runer i sten, som er uforgængelige i forhold til træstolper, så blev en begivenhed eller en person mindet for evigt.
Runerne fortæller også om udviklingen i det talte sprog. I vikingetiden blev folkemålene i Norden opfattet som et fælles sprog, "dansk tunge". Men dialektforskellene blev mere og mere udtalte, og forskellige sprog opstod. Latin og plattysk havde stor indflydelse på det danske sprog, som vi kender i dag.
Rigets runer er en interessant bog, der fortæller både om det talte og det skrevne sprogs udvikling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar