fredag den 23. juni 2017

Det sorte hus

"Det sorte hus", Stephen King og Peter Straub, 2001 - på dansk i 2002.
Egentligt fortsættelsen af Talismanen, hvor hovedpersonen Jack Sawyer er en dreng. Dengang opdagede han en parallel verden, som han navngav Territorierne.
Nu er han blevet voksen, han har været politimand, men har trods sin unge alder trukket sig tilbage. Han har fortrængt sin viden om den anden verden, og først da han bliver spurgt om hjælp til at opklare nogle frygtelige mord på børn i byen, hvor han bor, konfronteres han med sine oplevelser som "rejsende Jack" - hans tilnavn i den anden verden.
Det var en fejl, at jeg valgte Det sorte hus, det skulle jo have været Talismanen først. Da jeg opdagede min fejltagelse, var jeg langt inde i bogen og valgte at læse den færdig.
Jeg huskede bogen som vildt fantastisk god - og det blev den også undervejs.
Efter den første del (Lige her og nu), som var introduktion til byen og flere af byens borgerne samt den indledende beretning om de stakkels børn, hvis lig blev fundet rundt omkring, var fundamentet støbt og den egentlige historie begynder.
Det var lange 111 sider...
Men så blev det en god, spændende, gysende King-roman som sammen med Peter Straub skiftes til at fortælle.
Fantasy og spænding.

søndag den 11. juni 2017

Den døde zone

"Den døde zone", Stephen King, 1979 - oversat til dansk i 1988.
Johnny Smith har en særlig evne. Sommetider kan han forudse hændelser blot ved at røre en ting eller et andet menneske. Han ser både hvad der er sket, og hvad der vil ske.
En dag trykker han en succesrig politiker i hånden, og får en frygtelig forudanelse om ragnarok på jorden.
Historien om Johnny Smith starter da han som 6 årig falder på isen og slår hovedet. Allerede dér sker der noget med hans hjerne, men først da han som voksen er involveret i en voldsom bilulykke og ligger i coma i mange år, er den profetiske evne blevet forstærket.
I Den døde zone fortæller King om kærlighed, om psykopater, om at passe ind, om accept af det anderledes. Og en smule skræmmende beskriver han en mand, der til forveksling kunne være en vis præsident her i 2017, og det var altså i 1979 romanen blev skrevet...
Filmatiseret i 1984 med Christopher Walken som Johnny.

onsdag den 7. juni 2017

Vagt forbi

Så kom fortsættelsen! I Stephen Kings: "De der søger" lægges der op til en fortsættelse. Og med "Vagt forbi" - 2017 - sluttes en trilogi med den pensionerede opdager Bill Hodges og hans to gode venner Holly Gibney og Jerome Robinson.
Det hele startede med "Mercedesmanden". Brady Hartsfield slog en masse mennesker ihjel - og han nød det. I hans andet 'stunt', hvor det skulle gå ud over en masse teenagere til en koncert, blev han stoppet i sidste øjeblik af Holly, der smadrede hovedet på psykopaten. Desværre døde Hartsfield ikke, men endte i stedet på en traumeklinik for hjerneskader. En grønsag - men noget liv var der nu alligevel.
Hartsfield har finpudset sine særlige evner, og ved hjælp af nogle gammeldags spillekonsoller fortsætter han sine uhyrligheder. Og Bill Hodges er på sagen.

onsdag den 31. maj 2017

Inferno

Dan Brown: Inferno, 2013.
Professor Robert Langdon vågner op på en hospitalsstue med hukommelsestab. Han får fortalt, at han er blevet skudt på, og pludselig bliver lægen, der efter sigende har opereret ham, skudt ned for øjnene af ham.
En anden læge, Sienna Brooks, tager fat i Langdon, og sammen flygter de væk fra hospitalet.
Nu går den vilde jagt gennem Firenze, nogen er efter dem, de ved ikke hvem. Brown fortæller meget omhyggeligt og detaljeret om de forskellige historiske bygninger. "Dantes guddommelige komedie" spiller en stor rolle i den hæsblæsende jagt, og stump for stump får jagten et bestemt mål.
Spænding blandet med middelalderhistorie - ligesom Dan Brown gør det i Da Vinci mysteriet og i Engle og dæmoner.

søndag den 21. maj 2017

Analfabeten der kunne regne

Jonas Jonasson: Analfabeten der kunne regne, 2013.
En roman hvor alt kan ske!
Nombeko Mayeki er født i Soweto, hendes fremtidsmuligheder er ikke store. Hun er analfabet, men har en særlig evne for tal. Hun kommer ud for uheld, men 'regner den ud', så hun får indflydelse og forbedrer sine vilkår.
Holger og Holger - et tvillingepar, hvis far havde viet sit liv til at omstyrte det svenske kongehus. Den ene Holger slægter faderen på, også den manglende intelligens, og den anden Holger er den førstes modsætning.
To israelske agenter og flere andre ekstreme personer er også brikker i den spøjse historie om Nombeko, der ved en fejl får en atombombe, der ikke er registreret nogen steder, og som hun hele bogen igennem forsøger at komme af med.
Noget ganske underholdende sludder...
Købt for 20,- kr. på loppemarked!

torsdag den 11. maj 2017

Idræt

Grundet bogudsalg købte jeg "Idræt" af Klaus Rifbjerg, 2014, ellers må jeg indrømme, at Rifbjerg er en tand for litterær for min bogsmag. Men denne lille sag på godt 100 sider, den måtte kunne læses.. (og kun 25 kr.!!)
Der er selvfølgelig en 'historie', men det er overvejende stemninger, følelser, tanker der karakteriserer romanen. Klaus Rifbjerg brugte mange særlige ord, hans budskab er ikke ligefremt, men tit skjult bag disse gloser og spidsfindige sætninger.
Der er en hovedperson Steffen Gurt, som føler sig hævet over andre mennesker. Gennem hans tanker og tilbageblik i sit liv, føler man hans negative og uforstående holdning til verden omkring ham.
Steffen er gift med Harriet, og de har det ok sammen, dog synes han ikke, at de taler sammen.
I romanens start finder han på, at de skal køre 'på landet' - de har et sommerhus. Det har været gråt i gråt længe, og han fornemmer at nu kommer solen snart frem, og de må væk fra byen.
Sidst i bogen, hvor han er på cykeltur og lader tankerne flyve, får han en 'åbenbaring': Pludselig fattede Steffen Gurt som ved en åbenbaring grunden til, at så mange mennesker ikke kunne holde ham ud og vendte sig fra ham. Han var simpelt hen for meget, vidste for meget, havde indset for meget. Hans ekspansivitet var en udfordring, ikke ret mange kunne leve med. (s. 105)
Torben Wendelboe har skrevet om romanen inde på litteratursiden.dk - og han kender sin Rifbjerg! Så jeg linker til hans anmeldelse. Og venter med at læse mere Rifbjerg til jeg bliver mere voksen;-)

tirsdag den 9. maj 2017

Brødrene

"Brødrene" af John Grisham, 2000.
Brødrene er 3 indsatte i en slags åbent fængsel. De har fundet på en fidus, hvor de sender breve til homoseksuelle mænd, der endnu ikke er 'kommet ud af skabet'. De har opfundet en ung mand, der beder om venskab med ældre mænd, og når ofrene bider på, begynder truslerne om afsløring, hvis mændene ikke betaler Brødrene for at tie.
De får kontakt til mændene via den annonce, de har sat i et magasin for homoseksuelle mænd. En af dem, der reflekterer på annoncen er kandidat til præsidentposten! Og det er CIA, der ønsker netop denne mand ind på den magtfulde post.
Rollerne bliver byttet - de jagende bliver de jagede...
John Grisham skriver godt. Jeg har endnu ikke læst en roman af ham, som jeg ikke syntes om. Denne er spændende og humoristisk på samme tid, det er nogle spøjse typer, læseren præsenteres for.