En ældre sag, som min svigermor syntes, jeg skulle læse: Priergårdsslægten, af Helene Strange.
Udgaven som jeg har lånt er den 3. og fra 1970, oprindeligt skrev Helene Strange romanen i 1922.
Det er en historie om en bondeslægt, der har rødder på Nordfalster. Den starter i første del af 1800 tallet og slutter da hovedpersonen Inger Prier dør.
Dialoger er skrevet på den lollandske dialekt, det var svært i starten, men efterhånden 'hørte' jeg personerne tale.
Det interessante ved romanen, efter min mening, er beskrivelser af tilværelsen, som den var på den tid. Overvejende for bønderne, men også glimt af det øvrige samfund. Ikke særlig ophidsende læsning, men læst med historiske briller på.
Fortsættelsen er Inger Prier - delt i to bind - hvor oldebarnet Inger følges.
tirsdag den 31. januar 2017
fredag den 27. januar 2017
Stillidsen
Stillidsen, Donna Tartt, 2013 - på dansk i 2014.
Med sine 836 sider var det desværre ikke en tog-bog! Den var simpelthen for tung at slæbe rundt på.
Theodore Decker fortæller sin historie. Om en fraværende, selvoptaget far, så Theo bor sammen med sin mor i New York. Under et besøg på The Metropolitan Museum of Art bliver de ofre for en terrorhandling. Theo overlever, det gør hans mor ikke.
Inden han slipper ud af det bombede museum, vil skæbnen at han forbindes til en mand, der handler med antikviteter. Og herigennem møder han Hobie, som bliver den stabile faktor, der hvor kærligheden og respekten findes.
Alkohol, stoffer og svindel bliver en del af Theos opvækst. Ikke mindst i selskab med vennen Boris. Boris er det utilregnelige element, men også eksemplet på det magiske liv, spænding og en tro på, at det nok skal gå. Gør det ikke det, så pyt...
Savnet af moderen fylder i hans liv, skyldfølelse, en søgen efter formålet med det hele. Et lille, men meget berømt, maleri, fylder også. Han kan ikke undvære det, og er hele tiden angst for at miste det.
Spændende, tankevækkende, utroligt. Meget detaljeret fortalt, jeg var der sammen med Theo, og oplevede det hele sammen med ham. Den slipper jeg ikke lige med det samme.
Med sine 836 sider var det desværre ikke en tog-bog! Den var simpelthen for tung at slæbe rundt på.
Theodore Decker fortæller sin historie. Om en fraværende, selvoptaget far, så Theo bor sammen med sin mor i New York. Under et besøg på The Metropolitan Museum of Art bliver de ofre for en terrorhandling. Theo overlever, det gør hans mor ikke.
Inden han slipper ud af det bombede museum, vil skæbnen at han forbindes til en mand, der handler med antikviteter. Og herigennem møder han Hobie, som bliver den stabile faktor, der hvor kærligheden og respekten findes.
Alkohol, stoffer og svindel bliver en del af Theos opvækst. Ikke mindst i selskab med vennen Boris. Boris er det utilregnelige element, men også eksemplet på det magiske liv, spænding og en tro på, at det nok skal gå. Gør det ikke det, så pyt...
Savnet af moderen fylder i hans liv, skyldfølelse, en søgen efter formålet med det hele. Et lille, men meget berømt, maleri, fylder også. Han kan ikke undvære det, og er hele tiden angst for at miste det.
Spændende, tankevækkende, utroligt. Meget detaljeret fortalt, jeg var der sammen med Theo, og oplevede det hele sammen med ham. Den slipper jeg ikke lige med det samme.
søndag den 8. januar 2017
Fotografiet
En svensk krimi. "Fotografiet", Carina Bergfeldt, 2015, på dansk i 2016.
Viktor Hyldgaard forsvinder - men hans lig dukker snart op i en nærliggende sø.
Det er krimi-delen...
Der er mange personer, korte kapitler, meget 'støj'.
Julia Almliden, som er nyhedsrapporter, og Anna Eiler, som er politiassistent, er veninder, og de egentlige hovedpersoner. Derudover er der omkring 10 bipersoner, hvoraf nogle af dem er fyld, efter min mening.
De to hovedpersoner har hver deres lig i lasten. Psykiske problemer der får mindst lige så meget opmærksomhed som historiens plot.
Emnet er voldtægt - offer og gerningsmand.
I de korte kapitler skiftes mellem de mange personer, sommetider ved man ikke helt, hvem der fortæller. Der er mange antydninger, svævende udtalelser, man ved ikke rigtigt, hvad det handler om. Taktikken kan sagtens virke, men i denne 'krimi', gør det ikke godt for den samlede historie.
Viktor Hyldgaard forsvinder - men hans lig dukker snart op i en nærliggende sø.
Det er krimi-delen...
Der er mange personer, korte kapitler, meget 'støj'.
Julia Almliden, som er nyhedsrapporter, og Anna Eiler, som er politiassistent, er veninder, og de egentlige hovedpersoner. Derudover er der omkring 10 bipersoner, hvoraf nogle af dem er fyld, efter min mening.
De to hovedpersoner har hver deres lig i lasten. Psykiske problemer der får mindst lige så meget opmærksomhed som historiens plot.
Emnet er voldtægt - offer og gerningsmand.
I de korte kapitler skiftes mellem de mange personer, sommetider ved man ikke helt, hvem der fortæller. Der er mange antydninger, svævende udtalelser, man ved ikke rigtigt, hvad det handler om. Taktikken kan sagtens virke, men i denne 'krimi', gør det ikke godt for den samlede historie.
torsdag den 5. januar 2017
Mercedesmanden
Stephen King kan stadig: Mercedesmanden, 2014/2016.
Bill Hodges er pensioneret politimand/efterforsker. Han er fraskilt, bor alene, og indholdet i hans tilværelse er efterhånden begrænset til ligegyldige tv-shows. Han leger med tanken om at gære en ende på sit triste liv.
Inden han gik på pension, var han efterforsker på en sag, hvor en person med vilje kørte ind i en menneskemængde i en stjålen Mercedes, og dræbte 9 mennesker og sårede en masse. Morderen er stadig ukendt og på fri fod.
En dag får Hodges et brev, der er underskrevet 'Mercedesmanden'. Han tager udfordringen op, og starter sin egen (ulovlige) efterforskning.
Spændende fra første til sidste side - en fortælling hvor vinklen skifter mellem de jagende og den jagede. En super god Stephen King spændingsroman.
Bill Hodges er pensioneret politimand/efterforsker. Han er fraskilt, bor alene, og indholdet i hans tilværelse er efterhånden begrænset til ligegyldige tv-shows. Han leger med tanken om at gære en ende på sit triste liv.
Inden han gik på pension, var han efterforsker på en sag, hvor en person med vilje kørte ind i en menneskemængde i en stjålen Mercedes, og dræbte 9 mennesker og sårede en masse. Morderen er stadig ukendt og på fri fod.
En dag får Hodges et brev, der er underskrevet 'Mercedesmanden'. Han tager udfordringen op, og starter sin egen (ulovlige) efterforskning.
Spændende fra første til sidste side - en fortælling hvor vinklen skifter mellem de jagende og den jagede. En super god Stephen King spændingsroman.
fredag den 30. december 2016
Kirsten Walther; To roller. Ét liv.
Biografien om Kirsten Walther - Kirsten Walther; To roller. Ét liv. - er skrevet af Anne-Sofie Storm Wesche. (2016 ?)
Kirsten Walther var en meget privat person. Kendt fra rollerne Yvonne og Karla, men hun havde også mange andre roller, på teatret og i film.
Hun led af sceneskræk! Hun var perfektionist: improvisation var slet ikke hende, hun ville vide nøjagtigt hvad hun skulle sige og gøre, når hun stod på scenen.
De roller hun spillede var som kostumer, hun kunne tage på - og hun tog dem af igen, når hun kørte hjem til mand og barn.
De 'larmende' kvindeportrætter, hun spillede, lå meget langt fra den person hun var. På scenen var hun komisk, som individ var hun tilbageholdende.
Bogen bæger præg af, at der netop ikke er så meget at fortælle om mennesket Kirsten Walther. Interwievs og anmeldelser er hvad Wesche har at gøre med.
Men et kik ind i "Karlas" liv, det var interessant.
Bagerst i bogen er der div. kilder, der ligger til grund for biografien.
Kirsten Walther var en meget privat person. Kendt fra rollerne Yvonne og Karla, men hun havde også mange andre roller, på teatret og i film.
Hun led af sceneskræk! Hun var perfektionist: improvisation var slet ikke hende, hun ville vide nøjagtigt hvad hun skulle sige og gøre, når hun stod på scenen.
De roller hun spillede var som kostumer, hun kunne tage på - og hun tog dem af igen, når hun kørte hjem til mand og barn.
De 'larmende' kvindeportrætter, hun spillede, lå meget langt fra den person hun var. På scenen var hun komisk, som individ var hun tilbageholdende.
Bogen bæger præg af, at der netop ikke er så meget at fortælle om mennesket Kirsten Walther. Interwievs og anmeldelser er hvad Wesche har at gøre med.
Men et kik ind i "Karlas" liv, det var interessant.
Bagerst i bogen er der div. kilder, der ligger til grund for biografien.
onsdag den 28. december 2016
Barbara
"Barbara", Jørgen-Frantz Jacobsen, 1939. Mit eksemplar er det 9. opl. 1960.
En kærlighedshistorie på Færøerne i 1700-tallet med Barbara og Poul Aggersøe i hovedrollerne.
Barbara er en livlig og glad kvinde, både vellidt og berygtet i det lille samfund. Hun fordrejer hovederne på alle mændene, flirter til højre og venstre, men der er ikke noget ondt i hende. Hun lever i nuet, og tænker ikke på konsekvenser af sine handlinger.
Den nye præst Poul Aggersøe er ikke interesseret i et forhold med forgængerens enke, men fortrylles alligevel af Barbara.
Man fornemmer klart det lille tætte samfund, med sladderen og lyspunkterne i form af fester med dans. Menneskets natur i forhold til kærlighed, erotik og utroskab er en eviggyldig historie, her krydret med den vilde, barske natur på Færøerne.
Romanen slutter lidt brat. Jeg lånte et eksemplar på biblioteket, for at tjekke at der ikke manglede sider i mit eget. Det gjorde der ikke...
Da jeg nu var på biblioteket, lånte jeg filmen, som Malmros instruerede tilbage i 1997.
En kærlighedshistorie på Færøerne i 1700-tallet med Barbara og Poul Aggersøe i hovedrollerne.
Barbara er en livlig og glad kvinde, både vellidt og berygtet i det lille samfund. Hun fordrejer hovederne på alle mændene, flirter til højre og venstre, men der er ikke noget ondt i hende. Hun lever i nuet, og tænker ikke på konsekvenser af sine handlinger.
Den nye præst Poul Aggersøe er ikke interesseret i et forhold med forgængerens enke, men fortrylles alligevel af Barbara.
Man fornemmer klart det lille tætte samfund, med sladderen og lyspunkterne i form af fester med dans. Menneskets natur i forhold til kærlighed, erotik og utroskab er en eviggyldig historie, her krydret med den vilde, barske natur på Færøerne.
Romanen slutter lidt brat. Jeg lånte et eksemplar på biblioteket, for at tjekke at der ikke manglede sider i mit eget. Det gjorde der ikke...
Da jeg nu var på biblioteket, lånte jeg filmen, som Malmros instruerede tilbage i 1997.
onsdag den 14. december 2016
Jakob var her; Bogen om Ejersbo
Rune Skyum-Nielsen: Jakob var her - Bogen om Ejersbo, 2016.
Fantastisk bog!
Jeg føler, at jeg kender Jakob Ejersbo, og han lever bestemt videre: "Så længe der er nogen, der tænker på Jakob, så længe der er nogen, der husker Jakob, så længe bliver han ved med at leve", Hanne Ejersbo, S. 425.
Efter at have læst Afrika trilogien (og Nordkraft men det er noget tid siden), så passede det fint at slutte bekendtskabet af med Jakob var her.
Skyum-Nielsen har bygget Jakobs historie og forfatterskab op vha. små fortællinger fra Jakobs venner og familie. Breve, e-mails, sms, og avisartikler. Udtalelser på enhver måde.
Jakob fremstår som en enspænder - i positiv forstand - som Ole Christian Madsen formulerer det, s. 431. Jakob var en god ven, til tider følte han sig ensom og rodløs. Han var ked af, at han ikke nåede at stifte familie.
Jakob var her sætter flere ting på plads ift Nordkraft, Eksil, Revolution og Liberty. Figuren Christian er delvis Jakob selv - som det er med alle hans personer: det er 'rigtige' mennesker skildret med et tvist af fantasi.
Det er et flot eftermæle Rune Skyum-Nielsen har skrevet, og jeg håber at biografien er med til at holde liv Jakob Ejersbos forfatterskab. Det har Ejersbo fortjent.
Fantastisk bog!
Jeg føler, at jeg kender Jakob Ejersbo, og han lever bestemt videre: "Så længe der er nogen, der tænker på Jakob, så længe der er nogen, der husker Jakob, så længe bliver han ved med at leve", Hanne Ejersbo, S. 425.
Efter at have læst Afrika trilogien (og Nordkraft men det er noget tid siden), så passede det fint at slutte bekendtskabet af med Jakob var her.
Skyum-Nielsen har bygget Jakobs historie og forfatterskab op vha. små fortællinger fra Jakobs venner og familie. Breve, e-mails, sms, og avisartikler. Udtalelser på enhver måde.
Jakob fremstår som en enspænder - i positiv forstand - som Ole Christian Madsen formulerer det, s. 431. Jakob var en god ven, til tider følte han sig ensom og rodløs. Han var ked af, at han ikke nåede at stifte familie.
Jakob var her sætter flere ting på plads ift Nordkraft, Eksil, Revolution og Liberty. Figuren Christian er delvis Jakob selv - som det er med alle hans personer: det er 'rigtige' mennesker skildret med et tvist af fantasi.
Det er et flot eftermæle Rune Skyum-Nielsen har skrevet, og jeg håber at biografien er med til at holde liv Jakob Ejersbos forfatterskab. Det har Ejersbo fortjent.
Abonner på:
Opslag (Atom)