fredag den 3. juni 2022

Billy Summers

 Stephen King: "Billy Summers", 2021 - på dansk i 2022.
Billy Summers er en intelligent, ordentlig, moralsk mand, som lever af at slå mennesker ihjel mod betaling. En ret sammensat natur kan man sige. Stephen King har skabt en fantastisk figur, undervejs i historien glemmer man, at det hele bare er fiktion.
Billy vokser op i en trailerpark sammen med sin mor og søster. Moderens skiftende kærester er ikke alle lige 'børnevenlige', og det første menneske Billy slår ihjel er en voldelig mand, der dræber lillesøsteren. Han var en ond mand, og dem er det i orden at udrydde - i følge Billy.
Senere bliver han soldat i marinekorpset, han bliver uddannet snigskytte og er med i Slaget om Falluja, hvor en by bliver totalt udryddet. 
De voldsomme indtryk gennem opvæksten præger ham og styrer ham mod professionen som lejemorder. Grundlæggende opfatter han sig selv som en skraldemand med et skydevåben. (s. 14)
I en alder af 44 år, vil han trække sig tilbage, han har været i branchen længe nok. Der er dog lige et sidste job: 2 millioner for at skyde en forbryder - én af de onde.
Sagen virker umiddelbart lige til, men der er noget ved den, der får Billy til at have alle antenner ude. Der er noget, han ikke får fortalt.
King har rørt spænding, krig og kærlighed sammen med en bunke andre ingredienser - det er blevet en fantastisk portion god litteratur med en god lang eftersmag! Plottet, menneskene, sproget, slutningen - jeg kan simpelthen ikke finde noget som helst dårligt at fortælle om denne roman!!

tirsdag den 31. maj 2022

Shamran - den som kommer

 Forestillingen om parallelle universer er fascinerende! Alt kan ske - intet er givet. Sådan en roman er Bjarne Reuters "Shamran - den som kommer" fra 1985. Udgaven jeg lånte på biblioteket er 2 bind med titlerne "Tronns sorte engle" og "Den dansende bjørn" - og er 2. udg. fra 1988.
Hovedpersonen Filip er en meget syg dreng. Forældrene prøver at gøre hans sidste tid så kærlig og god som muligt. De flytter til et nyt hus, hvor der er mere plads, og på Filips nye værelse hænger et stort - lidt underligt - maleri.
Efter Filips (sidste) fødselsdag vågner han om natten ved at nogen taler. Der står 3 små personer inde på hans værelse og siger, de er kommet for at hente ham. 
Via maleriet kommer han til en anden verden, hvor en grusom hersker regerer. Filip ved det ikke selv, men hans opgave er, at hjælpe et underkuet folk og fjerne ondskaben.
Der er mange 'lag' i historien. Det er en børne/ungdomsbog, men voksne kan nu også læse den og blive underholdt og få stof til eftertanke. 
Tak til Maija for at anbefale den:-)



fredag den 20. maj 2022

Sange fra Skarnbøtten

 "Sange fra Skarnbøtten", Bent Haller, 2022.
Bent Haller skriver, så man ser personer og steder for sig! Sange fra Skarnbøtten er en 'pageturner' - Jørgens historie er farverig, fængslende og frygtelig på én gang.
Jørgen er enebarn, søn af sagføreren Viktor og moderen Hannelore. Pouls far er skibsmaler, og familien bor i "Skarnbøtten" - øgenavnet for Strandborg, et byggeri for mindre bemidlede borgere... Drengene kommer altså fra 2 meget forskellige samfundsklasser, men fælles for dem er, at de begge mangler en ven.
Jørgen fungerer ikke så godt - hverken i skolen, i familien eller i samfundet generelt. Ligeså meget Jørgen fumler og fejler, ligeså godt falder tingene i hak for Poul. De er bedste venner og deler alt med hinanden.
Poul viser sig at være musikalsk, og med hjælp fra Jørgens forældre lykkes det ham at få succes som sanger/musiker.
Sange fra Skarnbøtten er historien om en skrøbelig dreng, der lader stå til, mens han skubbes ud af 'reden' af en 'gøgeunge'. Roman er samtidigt et tidsbillede fra 1960'erne, oprøret ulmer overalt og det kan være svært at finde fodfæste i livet.

mandag den 16. maj 2022

Regnmageren

 John Grisham: Regnmageren, 1995/96. 
Rudy Baylor er næsten advokat! Ved en juridisk workshop i forbindelse med uddannelsen får han forbindelse med ægteparret Black. Deres søn Donny Ray er døende - deres forsikringsselskab 'Sikker Fremtid' har afvist at dække udgifterne til den knoglemarvstransplantation, der kunne have reddet hans liv. Nu vil Dot og Buddy Black sagsøge selskabet, og Rudy lover at undersøge sagen.
Da Rudy endelig bliver færdiguddannet, er det umuligt at få en stilling. Som en desperat sidste udvej bliver han en af Bruiser Stones' advokater. Det er bunden af advokatstanden, men et job er et job! Her møder han Deck - som er meget speciel og meget hjælpsom, og de to udgør et makkerpar, da sagen mod det store sygeforsikringsselskab bliver virkelighed.
Advokatstanden fremstilles ikke specielt flatterende - de fleste af de nyudklækkede advokater mister hurtigt den idealisme, der i første omgang drev dem ind i branchen. De arbejder for at berige sig selv og få status - ikke for at hjælpe "den lille mand", der er kommet i klemme.
John Grisham er en af yndlingsforfatterne, han får sine personer til at fremstå som rigtige mennesker og kan fortælle en spændende historie, der fastholder interessen hele romanen igennem.
Romanen er filmatiseret med Matt Damon og Danny DeVito i hovedrollerne. En god film - men ikke ligeså god som bogen;-)

lørdag den 30. april 2022

De røde huer

 Anmeldereksemplar: "De røde huer": Duprée Bigum, 2022. (e-bog)

Er man til romantik og middelalderdrama, så er "De røde Huer" et godt valg.
Læseren føres til Halfdanien, et lille opdigtet samfund, hvor greven er øverst i hierarkiet, bønder og handelsfolk et trin længere nede, og allernederst er de fattige 'rakkere', dem der udfører opgaver, som ingen andre har lyst til.
I starten af romanen mister greven og grevinden deres lille datter, men ved skæbnens indgriben får de en anden lille pige i stedet. Det er dog kun greven og hushovmesteren, der ved at pigen, der kendes som komtesse Julia, ikke er greveparrets biologiske barn. 
Hovedpersonerne er den 17-årige Julia og rakkeren Hans. De mødes ved et tilfælde i byen og forelsker sig, men deres kærlighed er helt umulig på grund af deres standsforskel.  
Hans giver dog ikke op, men finder på at forklæde sig som baron og får adgang til de adelige kredse.
De to elskende skal grueligt meget igennem for at få hinanden, og romanen skildrer undervejs uretfærdigheden i den store forskel på rig og fattig, og grevens store hemmelighed forbliver ikke skjult.

Duprée Bigum har valgt at fortælle historien i et 'middelalder-sprog', i en tid hvor adlen tiltaler både familie og tjenestefolk med De og Deres. Det giver fortælleuniverset et præg af eventyr og gør romanen anderledes. Plottet er udmærket - skønt eventyrstilen gør, at man ikke er i tvivl om, at det hele nok skal ende godt:-) 
Jeg var underholdt, men må indrømme, at genren og stilen ikke hører til min foretrukne. 

fredag den 15. april 2022

Månen er skjult

 John Steinbeck: "Månen er skjult", (The Moon is Down, 1942), e-bogs udgave 2020.
Der er krig, og en lille by bliver besat. Byen har en kulmine, som er vigtig for besættelsesmagten.
Oberst Lanser og 5 andre officerer flytter ind i borgmesterboligen, og hele befolkningen opfordres til at samarbejde med fjenden.
Det varer dog ikke længe før modstanden rejser sig - indbyggernes tab af deres frihed og den fortsatte produktion af kul, der nu er til fjendens fordel, er dem inderligt imod. De to parter bekriger hinanden på hver deres måde, (åbent og skjult) og snart påvirker det soldaternes psyke. Den glorificering de var blevet lovet udebliver, kvinderne ser ikke til deres side, og den før så lækre mad på restauranterne serveres uspiselig for soldaterne.
Steinbeck skrev romanen under 2. verdenskrig, og selvom det ikke nævnes direkte, er læseren ikke i tvivl om, at det er nazisterne, der er fjenden. Der er knap 100 sider, men den korte roman formår alligevel at gøre indtryk. John Steinbeck lader læseren få indblik i begge sider af konflikten i byen, og viser at ligegyldigt hvor fredeligt et folkefærd er, så reagerer mennesker, når friheden tages fra dem.

Isaac Bashevis Singer

Under oprydning dukkede 2 bøger op af Isaac Bashevis Singer. En forfatter jeg har gode erfaringer med, men jeg husker ikke at have læst disse 2: "Shosha" og "Troldmanden fra Lublin" før.

"Shosha" fra 1978 er en kærlighedshistorie, der foregår i Warswawa i tiden mellem de to verdenskrige. Aaron Greidinger - kaldet Tsutsik - er vokset op i en fattigt gade i et religiøst hjem. Et særligt bånd til nabodatteren Shosha, som gerne lytter til hans historier, får betydning senere hen i hans voksne liv, hvor han forsøger at slå igennem som forfatter.
Singer beskriver mennesker og steder med en skarp men humoristisk pen, hvor religion og ritualer er nogle af de fremtrædende elementer.

"Troldmanden fra Lublin" (1960) er historien om den jødiske tryllekunstner Jazha Mazur. Romanen indledes med beskrivelsen af en succesrig mand med et meget frit syn på livet hvad angår kvinder og fornøjelser.
Jazha er gift med Esther, som i modsætning til sin mand overholder alle samfundets og de jødiske forskrifter. De to har det godt, alligevel lever 'troldmanden' i andre forhold uden sin hustrus vidende.
En af hans kvinder - den katolske enke Emilia - bliver hende, der vælter hans 'korthus'.
En godt fortalt historie om en mand, der tvinges til at tage livet i alle dets facetter op til revision.