fredag den 13. juni 2025

I en dråbe

 Sissel-Jo Tomaselli Gazan: "I en dråbe", 2024.
En af yndlingsforfatterne er begyndt på en ny krimiroman-trilogi. Den første er "I en dråbe", hvor læseren møder hovedpersonen Mia Jinju Thiel-Jensen. En teenager der mister sin mor og opdager nye sider af sine nærmeste.
Mia er adopteret, hun kom til Danmark, da hun var 9 mdr. gammel. Hun har et særligt og tæt forhold til sin adoptivfar, Finn, de har mange fælles interesser, og han er fascineret af Korea og af Mias superhukommelse. 
Det samme gælder ikke for forholdet til adoptivmoderen, Merethe. De to har flere sammenstød, og moderen har det svært med det fokus, Finn har på Mia - hendes koreanske baggrund og evnen til at huske ansigter og hændelser fra barndommen. Netop den dag Merethe forsvinder har de skændes, og Mia føler sig skyldig og prøver at opklare, hvad der er sket.
År senere bliver Mia uddannet som kriminalbetjent og da andre lignende forsvindingssager dukker op, følger hun sporet. Nye metoder indenfor opklaringsmetoder er kommet til, og DNA-profilering og retsbotanik er redskaber, der kan afsløre vigtige informationer - også i gamle sager, der ellers var opgivet.
Romanen handler om familier, om adoption, om børn, om at høre til - og så er der spændingsmomentet i opklaringen af Merethes forsvinden og de andre sager, hvor der lidt efter lidt viser sig en fællesnævner.
De 450 sider blev læst på nogle dage, Sissel-Jo er en fantastisk forfatter, der formår at holde læseren fanget til sidste side. Jeg er endnu aldrig blevet skuffet over hendes romaner - sproget og indholdet er suverænt!!

torsdag den 5. juni 2025

88%

 Maren Uthaug: "88%", 2024. 
Kvinderne har fået nok af mænd! Mænd har i det meste af verdenshistorien været herskere - kvinder blev set som et fejlprodukt - i hvert fald ifølge de gamle grækere.
Inga er meget gammel, hun har levet mange liv og husker dem alle. Hun er en kraft, der hjælper kvinderne med at undertrykke den nogle gange opståede empati for mændene, som efter evolutionen er spærret inde i centre og ikke længere regnes for mennesker.
Mændene bruges stadig til sex, men bare for underholdningens skyld, da kvinderne sagtens kan reproducere sig selv via kunstig befrugtning.
Alt skulle være godt for kvinderne, men nogle af dem har det alligevel ikke godt. Nogle har mere succes end andre, og dem der har succes vil ikke det, de er bestemt for!
Et 'spændende' tankeeksperiment, men lidt for kunstigt efter min smag. Slutningen føltes lidt flad - måske skulle Uthaugs "11%" læses først for forståelsens skyld??
Nu er romanen læst, og Maren Uthaug er en god forfatter. 

søndag den 6. april 2025

En djævelsk plan

 Inger Wolf: En djævelsk plan, 2018. (I serien om Christian Falk)
Christian Falk, psykiater, har oprettet egen klinik sammen med kæresten Emma. Han har stadig mareridt efter sagen med Kragemanden.
En tidlig morgen bliver han ringet op, politiet har brug for hans ekspertise: En ung handicappet mand er fundet dræbt i en swimmingpool. På gerningsstedet er der tegn på, at gerningsmanden har en afvigende psyke.
Men pludselig vendes sagen på hovedet, og det er Christian, der efterlyses som morder.
Som altid fortæller Inger Wolf en fantasifuld og overraskende historie. Men nu er der vist heller ikke mere kød på Christian Falk-profilen - denne var ikke nær så god som Kragemanden.

Flugten fra Auschwitz

 "Flugten fra Auschwitz", Rudolf Vrba, 2016. (Oversat efter "I escaped from Auschwitz"
Bogen blev oprindeligt udgivet i London i 1963 under titlen "I Cannot Forgive". (fra kolofonen.)
Rudolf Vrba boede i Slovakiet, året var 1942, han var en ung jødisk mand på 17 år.
Forskelsbehandlingen af jøderne og udsigten til at blive fjernet fra Slovakiet og sendt til et reservat i Polen, fik ham til at flygte fra sit hjem med planen om at tilslutte sig den eksilerende tjekkoslovakiske hær i England. 
Planen slog fejl, og han blev sat i en arbejdslejr i Slovakiet. Her flygtede han fra, men friheden var kort, og han endte på et tog til Auschwitz.
De fornedrende forhold, volden, sulten og afmagten fortæller Rudy (Rudolf) om - og hvordan det lykkedes ham at overleve i 2 år og til sidst flugten fra udryddelseslejren i 1944.
Det er en fortællende beretning om et af verdens mørkeste kapitler.
"En dramatisk førstehåndsberetning fra civilisationens nulpunkt. Samtidigt et historisk nøgledokument: Forfatteren er den ene af mændene bag Vrba-Wetzler-rapporten fra 1944". (Fra bagside-tekst).
En stærk bog der kan anbefales!!

fredag den 21. marts 2025

Harry Augusts første femten liv

 På anbefaling har jeg lånt og læst "Harry Augusts første femten liv" af Claire North. Romanen er fra 2014 på original sprog, oversat til dansk i 2016.
Harry August er en Ouroboraner! Hans liv begynder forfra, hver gang han dør. Samme udgangspunkt og samme historiske hændelser, men hans eget liv kan ændres. Samtidigt er han Mnemoniker - han husker alt fra sine tidligere liv. Dermed kan han lære nyt i sine liv, og opnår efterhånden flere og flere kompetencer.
I sit 4. liv bliver han bekendt med en gammel orden, der kalder sig Kronos-logen. Et selskab af disse Ouroboranere/Kalachakraer som bestandigt gennemlever det samme forløb af historiske begivenheder. De hjælper hinanden på forskellig vis, bl.a. økonomisk. Logens motto er "Kompleksitet skal være din undskyldning for inaktivitet" - for ændrer man historiens gang, kan der ske uforudsete hændelser!
Da Harry ligger for døden for 11. gang, kontaktes han af en pige. Hun medbringer en advarsel om at verden går under - men alt for hurtigt. Der er nogen, der har trukket informationer ned gennem tiden, og ødelæggende kræfter er sluppet løs. Det er Harrys opgave at finde ophavsmanden og få stoppet ham!
Historien springer lidt frem og tilbage i Harrys liv. Harry fortæller historier, der ikke synes at hænge sammen, men  1/4 inde i romanen blev jeg 'fanget'. Historierne begynder at få relation, og det hele fører frem til slutningen. En fremragende slutning!
Det var en god og spændende roman, én af dem der vil blive bedre ved genlæsning.
Tankevækkende: Bør man ændre i nutiden, hvis man kender fremtiden? Hvilke konsekvenser kan det få?

Så længe hjertet slår

 Aino Trossell: Så længe hjertet slår, 2003. En bog jeg fik for mange år siden af en kollega - dengang læste jeg den, og syntes den var god. Nu fandt jeg den frem igen, og kunne ikke huske ret meget af det jeg læste for ca. 20 år siden;-)
Bogen handler om Siv, som bor i Sverige. Hun arbejder på et plejehjem, hun er gift på 24. år med Jan i et trygt men lidt rutinepræget ægteskab. Da Sivs moster Ingeborg pludseligt dør, og da hun oveni dét opdager, at hendes mand bedrager hende med en yngre, kønnere, klogere (?) kvinde, ramler tilværelsen sammen.
Siv forlader den førhen så trygge faste base og flytter fra byen til det lille samfund, hvor hendes moster havde boet. 
Der er flinke og hjælpsomme naboer, og et nyt og helt anderledes job - Siv har fundet nyt indhold i livet på egne præmisser.
Uforklarlige hændelser får hende til at stille spørgsmål, og nogen vil lukke munden på hende. Måske var det alligevel ikke alderdom, der var skyld i moster Ingeborgs død.
En særlig krimi-genre, hvor hovedpersonens liv og overvejelser fylder ligeså meget som 'krimi-delen'. En anelse langtrukken, men også godt fortalt. Det er mere end bare end krimi.
Nu vil jeg lade romanen gå videre og ønske den et nyt godt liv!

fredag den 21. februar 2025

Kragemanden

 En krimi af Inger Wolf: Kragemanden, 2017.
Liget af en dræbt og skamferet pige er på makabert vis arrangeret på køleren af en bil. I garagen hvor liget befinder sig, sidder der en krage. Kragen virker tam og mordet ligner en slags rituel handling.
Psykiateren Christian Falk involveres i sagen, da han før har hjulpet politiet. På Psykiatrisk Hospital, hvor han arbejder, er der netop bragt en forstyrret kvinde ind. Hun snakker om krager, og Christian aner en forbindelse til mordet.
Krimien følger dels opklaringen, dels Christians privatliv og giver stumper af forbryderens tanker, så man efterhånden får en anelse om, hvad der ligger til grund for drabet. Der er dog intet forudsigeligt i historien, og slutningen er overraskende.
Inger Wolf skriver godt, det var svært at lægge bogen førend alt var afsløret.

lørdag den 15. februar 2025

Natten åbner sig som en port

 Anne Lise Marstrand-Jørgensen: "Natten åbner sig som en port", 2023.
"En gendigtning af Det Nye Testamente", står der på bagsiden af romanen. Og dét er det.
Jesus' fødsel, liv og død i en dramatiseret form - en historie de fleste af os kender, men fortalt så det er 'rigtige' mennesker, man følger.
Læst på denne måde bliver jødernes historie endnu engang tydeliggjort. Modstanden, ønsket om herredømme over eget land og at få lov til at dyrke sin egen religion.
Som voksen samler Jesus sine disciple og vandrer rundt og forkynder Guds ord. Han ved selv, hvordan hans kødelige liv skal ende - som menneske på Jorden er det en tung viden.
Marstrand-Jørgensen skriver så godt. Om det er fortid eller nutid, formår hun at sætte ord på følelser, omgivelser, hændelser. Jeg var overrasket over, at udgivelsen af "Natten åbner sig som en port" var gået min næse forbi, men jeg er glad for, at jeg fandt den på biblioteket. Om man er troende eller ej er det en god roman.

lørdag den 1. februar 2025

Naboens søn

 "Naboens søn", Jane Aamund, 2013. Fundet i genbrugsforretning.
Romanen foregår i 1950'erne i et villakvarter nord for København. Den 14-årige Barbara er et af 3 børn i familien Lund, som på overfladen er en 'pæn' familie. Faderen har en skjult side, han er maniodepressiv og tilstanden påvirker hele familien. Barbara følger sine egne regler, hun er meget interesseret i det modsatte køn, og da nye naboer flytter ind, får hun et godt øje til den flotte Lars - den yngste søn.
Lars Bentzons familie er ejere af store industrivirksomheder. Faderen er død og moderen styrer forretningen sammen med de ældste børn. Den 20-årige Lars er 'familiens sorte får', han vil ikke presses ind i familiefirmaet og går sine egne veje.
Barbara og Lars får et særligt forhold trods aldersforskellen, og det er dem, man følger i romanen.
Fra bogens bagside: ... en fortælling om at turde - om fædre, der forventer det umulige af deres sønner - mødre med evig skyldfølelse - om kærlighed, den man kæmper for og den man får...
Jeg har efterhånden læst en del af Jane Aamunds romaner, "Naboens søn" blev ikke en af favoritterne.
Måske var det bare mine forventninger, der ikke blev indfriet.

søndag den 12. januar 2025

Matador

 En 2,7 kg. tung bog! (32x26 cm.) "Matador", skrevet af Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard, 2020.
Bogen fortæller om TV serien Matador, der blev sendt første gang i november 1978. På grundlag af interviews, avisartikler og bøger bliver alle facetter vist frem. Skuespillerne, kulisserne, filmarbejderne, skitser af scenografien, Lise Nørgaards inspiration til figurerne, musikken og meget andet. 
Matador foregår i en fiktiv by 'Korsbæk' i årene 1929-1947. Der er et stort persongalleri, og i løbet af de 24 afsnit (4 sæsoner) udvikler personerne sig - af seerne bliver de snart opfattet som "rigtige mennesker". Det er nok medvirkende til at serien er blevet genudsendt mange gange og solgt til ikke mindre end 23 lande.
Matador fortæller et stykke Danmarkshistorie. Lise Nørgaards humor og indsigt opleves i personernes replikker og i de mange relationer, der opstår i den lille by. Skuespillere har fortalt, at seere har henvendt sig på gaden og talt til dem, som om de var den rolle, de spillede.
I bogen er der adskillige lister over bl.a. medvirkende, relationer og også tidslinjer over danmarks- og verdenshistorien samt de tilsvarende hændelser i Matador. Der var (selvfølgelig!) også kritik af serien - den er også med. Et afsnit om musikken, om tegningerne af Arne Ungermann og et afsnit om en fortsættelse af serien, der som nævnt slutter i 1947. Der blev ingen fortsættelse, men både Lise Nørgaard og seerne havde mange forskellige bud på, hvad det kunne være sket med personerne.
En fantastisk bog der fortæller om tilblivelsen af en af de mest populære danske TV serier indtil nu. Et stort arbejde at samle alle kilderne - som naturligvis er med. Der er også ting med, der ikke er almindeligt kendt, f.eks. ved jeg nu, hvorfor Hr. Schwann skulle dø;-) 

lørdag den 11. januar 2025

Navnebror

 Erling Jepsen: "Navnebror", 2024.
En af mine yndlingsforfattere - da jeg opdagede, at han havde skrevet en ny roman, kom den straks på 'læselisten'.
1. del af romanen foregår på Fanø under en historisk stormflod i 1981. En bedrager benytter sig af at have samme navn som en kendt forfatter og har, under dække af at være forfatter, ansøgt om at låne Digterhjemmet "Bomholts hus".
På Sønderho Kro har Ingeborg - en amatørmaler midt i 70'erne - lejet sig ind. Hun ønsker, at der vil blive stormvejr, så hun kan få motiver til nye malerier.
Anette er en lille grå mus, der har lejet et sommerhus på øen. Hun skjuler sig for en tidligere kæreste, som hun mener forfølger hende.
Regner er tidligere fængselsbetjent, han bor også på kroen. Han er alvorligt syg og er kommet til Fanø, hvor han håber at møde sin kæreste fra ungdommen. 
I supermarkedet arbejder Regine. Som de andre har også hun sin historie, og læseren lærer efterhånden de 5 personer nærmere at kende.
Stormfloden bringer dem sammen, og da vi alle har en historie at fortælle (s. 77) får romanen snart et dramatisk tvist.
I 2. del møder de 2 gange "Erling Jepsen" hinanden. Drama, komik og en slags afslutning runder fortællingen af.
Den gode fortællestil er en af Jepsens stærke sider. Han forstår at fortælle om mennesker og steder, så man ser det hele for sig. Romanen er hurtigt læst, den var svær at lægge fra sig.
Efter min mening er det måske ikke den bedste roman, han har skrevet, men den var underholdende og godt fortalt.