søndag den 6. april 2025

En djævelsk plan

 Inger Wolf: En djævelsk plan, 2018. (I serien om Christian Falk)
Christian Falk, psykiater, har oprettet egen klinik sammen med kæresten Emma. Han har stadig mareridt efter sagen med Kragemanden.
En tidlig morgen bliver han ringet op, politiet har brug for hans ekspertise: En ung handicappet mand er fundet dræbt i en swimmingpool. På gerningsstedet er der tegn på, at gerningsmanden har en afvigende psyke.
Men pludselig vendes sagen på hovedet, og det er Christian, der efterlyses som morder.
Som altid fortæller Inger Wolf en fantasifuld og overraskende historie. Men nu er der vist heller ikke mere kød på Christian Falk-profilen - denne var ikke nær så god som Kragemanden.

Flugten fra Auschwitz

 "Flugten fra Auschwitz", Rudolf Vrba, 2016. (Oversat efter "I escaped from Auschwitz"
Bogen blev oprindeligt udgivet i London i 1963 under titlen "I Cannot Forgive". (fra kolofonen.)
Rudolf Vrba boede i Slovakiet, året var 1942, han var en ung jødisk mand på 17 år.
Forskelsbehandlingen af jøderne og udsigten til at blive fjernet fra Slovakiet og sendt til et reservat i Polen, fik ham til at flygte fra sit hjem med planen om at tilslutte sig den eksilerende tjekkoslovakiske hær i England. 
Planen slog fejl, og han blev sat i en arbejdslejr i Slovakiet. Her flygtede han fra, men friheden var kort, og han endte på et tog til Auschwitz.
De fornedrende forhold, volden, sulten og afmagten fortæller Rudy (Rudolf) om - og hvordan det lykkedes ham at overleve i 2 år og til sidst flugten fra udryddelseslejren i 1944.
Det er en fortællende beretning om et af verdens mørkeste kapitler.
"En dramatisk førstehåndsberetning fra civilisationens nulpunkt. Samtidigt et historisk nøgledokument: Forfatteren er den ene af mændene bag Vrba-Wetzler-rapporten fra 1944". (Fra bagside-tekst).
En stærk bog der kan anbefales!!

fredag den 21. marts 2025

Harry Augusts første femten liv

 På anbefaling har jeg lånt og læst "Harry Augusts første femten liv" af Claire North. Romanen er fra 2014 på original sprog, oversat til dansk i 2016.
Harry August er en Ouroboraner! Hans liv begynder forfra, hver gang han dør. Samme udgangspunkt og samme historiske hændelser, men hans eget liv kan ændres. Samtidigt er han Mnemoniker - han husker alt fra sine tidligere liv. Dermed kan han lære nyt i sine liv, og opnår efterhånden flere og flere kompetencer.
I sit 4. liv bliver han bekendt med en gammel orden, der kalder sig Kronos-logen. Et selskab af disse Ouroboranere/Kalachakraer som bestandigt gennemlever det samme forløb af historiske begivenheder. De hjælper hinanden på forskellig vis, bl.a. økonomisk. Logens motto er "Kompleksitet skal være din undskyldning for inaktivitet" - for ændrer man historiens gang, kan der ske uforudsete hændelser!
Da Harry ligger for døden for 11. gang, kontaktes han af en pige. Hun medbringer en advarsel om at verden går under - men alt for hurtigt. Der er nogen, der har trukket informationer ned gennem tiden, og ødelæggende kræfter er sluppet løs. Det er Harrys opgave at finde ophavsmanden og få stoppet ham!
Historien springer lidt frem og tilbage i Harrys liv. Harry fortæller historier, der ikke synes at hænge sammen, men  1/4 inde i romanen blev jeg 'fanget'. Historierne begynder at få relation, og det hele fører frem til slutningen. En fremragende slutning!
Det var en god og spændende roman, én af dem der vil blive bedre ved genlæsning.
Tankevækkende: Bør man ændre i nutiden, hvis man kender fremtiden? Hvilke konsekvenser kan det få?

Så længe hjertet slår

 Aino Trossell: Så længe hjertet slår, 2003. En bog jeg fik for mange år siden af en kollega - dengang læste jeg den, og syntes den var god. Nu fandt jeg den frem igen, og kunne ikke huske ret meget af det jeg læste for ca. 20 år siden;-)
Bogen handler om Siv, som bor i Sverige. Hun arbejder på et plejehjem, hun er gift på 24. år med Jan i et trygt men lidt rutinepræget ægteskab. Da Sivs moster Ingeborg pludseligt dør, og da hun oveni dét opdager, at hendes mand bedrager hende med en yngre, kønnere, klogere (?) kvinde, ramler tilværelsen sammen.
Siv forlader den førhen så trygge faste base og flytter fra byen til det lille samfund, hvor hendes moster havde boet. 
Der er flinke og hjælpsomme naboer, og et nyt og helt anderledes job - Siv har fundet nyt indhold i livet på egne præmisser.
Uforklarlige hændelser får hende til at stille spørgsmål, og nogen vil lukke munden på hende. Måske var det alligevel ikke alderdom, der var skyld i moster Ingeborgs død.
En særlig krimi-genre, hvor hovedpersonens liv og overvejelser fylder ligeså meget som 'krimi-delen'. En anelse langtrukken, men også godt fortalt. Det er mere end bare end krimi.
Nu vil jeg lade romanen gå videre og ønske den et nyt godt liv!

fredag den 21. februar 2025

Kragemanden

 En krimi af Inger Wolf: Kragemanden, 2017.
Liget af en dræbt og skamferet pige er på makabert vis arrangeret på køleren af en bil. I garagen hvor liget befinder sig, sidder der en krage. Kragen virker tam og mordet ligner en slags rituel handling.
Psykiateren Christian Falk involveres i sagen, da han før har hjulpet politiet. På Psykiatrisk Hospital, hvor han arbejder, er der netop bragt en forstyrret kvinde ind. Hun snakker om krager, og Christian aner en forbindelse til mordet.
Krimien følger dels opklaringen, dels Christians privatliv og giver stumper af forbryderens tanker, så man efterhånden får en anelse om, hvad der ligger til grund for drabet. Der er dog intet forudsigeligt i historien, og slutningen er overraskende.
Inger Wolf skriver godt, det var svært at lægge bogen førend alt var afsløret.

lørdag den 15. februar 2025

Natten åbner sig som en port

 Anne Lise Marstrand-Jørgensen: "Natten åbner sig som en port", 2023.
"En gendigtning af Det Nye Testamente", står der på bagsiden af romanen. Og dét er det.
Jesus' fødsel, liv og død i en dramatiseret form - en historie de fleste af os kender, men fortalt så det er 'rigtige' mennesker, man følger.
Læst på denne måde bliver jødernes historie endnu engang tydeliggjort. Modstanden, ønsket om herredømme over eget land og at få lov til at dyrke sin egen religion.
Som voksen samler Jesus sine disciple og vandrer rundt og forkynder Guds ord. Han ved selv, hvordan hans kødelige liv skal ende - som menneske på Jorden er det en tung viden.
Marstrand-Jørgensen skriver så godt. Om det er fortid eller nutid, formår hun at sætte ord på følelser, omgivelser, hændelser. Jeg var overrasket over, at udgivelsen af "Natten åbner sig som en port" var gået min næse forbi, men jeg er glad for, at jeg fandt den på biblioteket. Om man er troende eller ej er det en god roman.

lørdag den 1. februar 2025

Naboens søn

 "Naboens søn", Jane Aamund, 2013. Fundet i genbrugsforretning.
Romanen foregår i 1950'erne i et villakvarter nord for København. Den 14-årige Barbara er et af 3 børn i familien Lund, som på overfladen er en 'pæn' familie. Faderen har en skjult side, han er maniodepressiv og tilstanden påvirker hele familien. Barbara følger sine egne regler, hun er meget interesseret i det modsatte køn, og da nye naboer flytter ind, får hun et godt øje til den flotte Lars - den yngste søn.
Lars Bentzons familie er ejere af store industrivirksomheder. Faderen er død og moderen styrer forretningen sammen med de ældste børn. Den 20-årige Lars er 'familiens sorte får', han vil ikke presses ind i familiefirmaet og går sine egne veje.
Barbara og Lars får et særligt forhold trods aldersforskellen, og det er dem, man følger i romanen.
Fra bogens bagside: ... en fortælling om at turde - om fædre, der forventer det umulige af deres sønner - mødre med evig skyldfølelse - om kærlighed, den man kæmper for og den man får...
Jeg har efterhånden læst en del af Jane Aamunds romaner, "Naboens søn" blev ikke en af favoritterne.
Måske var det bare mine forventninger, der ikke blev indfriet.