tirsdag den 20. august 2024

Hestenes dal

 "Hestenes dal", Jean M. Auel, 2. bog i serien Jordens børn. Denne udgave er fra 2011, Originalen er fra 1982.
Ayla er blevet dødsdømt af lederen af Hulebjørnens Klan og må forlade klanen og sin lille søn.
Hun finder en klippehule og overlever. Hendes kendskab til planter, dyr og jagt redder hendes liv.
Jondalar er på rejse med sin bror - og læseren følger de to hovedpersoner Ayla og Jondalar gennem det meste af romanen. De ender med at mødes på dramatisk vis.

Dårligt vidnesbyrd, Søvnløs, Giv os jorden

 Vilhelm Moberg: "Dårligt vidnesbyrd" (1936), "Søvnløs" (1937) og "Giv os jorden" (1939) - en trilogi med undertitlen "Romanen om Knut Toring".
Knut vokser op i den svenske landsby Lidalycke. Han er en videbegærlig dreng, han stiller spørgsmål om livet - og ønsker ikke at få en tilværelse som forældrenes. Det hårde arbejde med jorden er ikke for ham, han vil læse, have viden og drømmer om at bo i storbyen.
I skolen går det ikke så godt, han skiller sig for meget ud og har svært ved at rette ind. Forældrene bekymrer sig: Hvordan skal det dog gå drengen..
I den anden bog - Søvnløs - møder læseren Knut som voksen. Det var lykkedes at komme til Stockholm, og han er redaktør på et magasin. Hans job består i at læse indsendte noveller og romaner, og beslutte hvilke der skal med magasinet.
Det burde være drømmejobbet, ligesom ægteskabet med Aina, som han har 2 børn med, også burde være et godt ægteskab. Men Knut er ikke glad indeni, og han forstår ikke selv, hvad der er galt med hans liv. Han får længsel efter barndommens landsby - storbyens bekvemmeligheder føles som begrænsninger  - her passer han ikke ind, livet her er for overfladisk.
I "Giv os jorden" har Knut taget springet, han har forladt kone og børn og bor nu i sine forældres hus. Han arbejder som daglejer hos bønderne i Lidalycke, og landsbyens beboere ser ned på ham. Ham der havde haft en stor stilling, tjent mange penge og haft alverdens moderne bekvemmeligheder! Nu har han valgt at  arbejde med jorden, med hårdt fysisk arbejde. De forstår det slet ikke.
Knut kæmper stadig med sig selv, han savner sine børn og mangler et mål i livet.
Trilogien er om gamle dage i Sverige. Det foregår omkring 1900-tallet, og forskellen i land og by skildres. Men selvom rammerne for historien er gammeldags, er de menneskelige bekymringer og overvejelser præcis som i vores tid. "Hvad er formålet med mit liv?" - "Hvor hører jeg hjemme?".
Nogle mennesker er tilfredse, blot de basale krav er opfyldt, andre har brug for mere indhold: en opgave, eller et mål med det liv, vi er givet.
Moberg lader Knut tænke dybsindige tanker, og fremstiller ham som en kompleks og meget troværdig person. 
Jeg fandt de 3 bøger i en container på Anholt Genbrugsplads - sikke et fund!