Maria von der Maase Rockwell Bendtsen: Pigen med den blå spand, 2023.
En børnebog der opfordrer børn (og voksne) til at gå på opdagelse i Anholts historie.
Gry og hendes familie skal på ferie på Anholt. Historien starter med familiens ferieforberedelser og rejsen til øen i Kattegat. De skal bo en uge i sommerhus ved foden af Sønderbjerg og derefter en uge på Nordstrandvej i et sommerhus med udsigt til Ørkenen.
Gry får hurtigt en ven, Pelle, som bor på campingpladsen, og de to går på eventyr med hjælp af en magisk flaske. Flasken har de fået af en dame på museet, som også fortæller børnene om gamle dage på Anholt.
Forfatteren beskriver den særlige stilhed og stemningen på Anholt. Via børnene hører læseren om skibsforlis, om krig, om Ørkenen og om fyret, der advarer skibe om de farlige rev øst for øen. Sammen med Gry og Pelle lærer man en masse om øen, der trækker tusindvis af turister til om sommeren, og som resten af året er en perle af natur og ro for sjælen.
Bogen er godt skrevet og illustreret med meget fine tegninger af Rasmus Jensen.
fredag den 26. juli 2024
Pigen med den blå spand
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar