En rabarberdreng vokser op

"En rabarberdreng vokser op", Christian Christensen, 1961. 'Min' udgave er lånt fra biblioteket, Magnaprint serien, som var den eneste udgave, der var til udlån, Borgens forlag 1983.
Christian Christensen beretter i små kapitler om sin barndom på Nørrebro i København. Det er en historie om fattigdom, en kamp for det daglige brød, en drikfældig far, voldelige politibetjente, sundhedsskadelige boliger, sygdom og barnefødsler!
De er 11 søskende, og Christian er den ældste. Hans mor gør alt for at brødføde sine børn, og det er hende, han går til, når han har brug for en voksen. Hans far slår og sparker ham, og Christian ender med at hade ham.
Også i skolen bliver børnene slået, og da Christian som 10 årig får arbejde på en fabrik, oplever han også volden dér.
Han bliver hærdet af al den vold - som han fortæller, så blev nogle af dem hårde af slagene, de andre bukkede under. Men Christian var en fighter!
I al nøden og elendigheden er der et særligt sammenhold mellem menneskene. Det gælder mellem kvinderne, der kæmper for deres børns liv, og kæmper mod voldelige og alkoholiske ægtemænd.
På arbejdspladserne holder mændene sammen mod fabrikkernes direktører og formænd.
Sammenhold - for de var alle i samme båd.
Christian Christensen skriver sidst i bogen: hvordan kunne arbejderne etablere strejker uden understøttelse, hvor havde de kræfterne fra til at tåle udsultning, fængselsstraf og lockout? Den hårdhændede behandling af drengene i skolen - og i mange hjem - den indbyrdes solidaritet, mændenes kamp mod rå polititerror taler deres eget sprog.
Kvindernes sammenhold mod børsterne, der drak ugelønnen op i stedet for at give hustruer og børn lidt ordentlig føde, drengenes kampe på Fælleden og mod de fine villa kvarterer, alt dette fortæller om det menneskelige stof, der fra grunden byggede dansk fagbevægelse op i trods og kamp. (s. 199)
Det er en barsk historie, der viser hvor behovet for fagbevægelsen kommer fra. Godt at der var nogen dengang, der udkæmpede slag for eftertiden - vi skal bare huske på, at alle de goder almindelige arbejdere har i dag, ikke er kommet af sig selv.