Erlend Loe, Fvonk, 2011.
Lektor Fvonk har det ikke så godt. Han har indirekte været med til noget snavs - og er blevet sygemeldt.
"De gravide" - virkelige eller fantasi? - holder øje med ham, så han tør ikke bevæge sig ud i verden af angst for at blive beskyldt for dette snavs.
Han har en datter, men hun besøger ham ikke så tit, og han synes egentligt heller ikke, at de har så meget at tale om. Fvonk er ensom.
Han får påduttet en mystisk lejer, som viser sig at være statsministeren!
Denne er også deprimeret, men med grund i en helt anden situation: han har behov for at være alene, og for at få lov til at være "sig selv".
De to bliver venner - da de hver især kan opfylde den andens behov.
Læseren kommer tæt ind på Fvonk, og kommer til at holde af ham og føle med ham i det mærkværdige ulige venskab, han får med statsministeren.
Som sædvanligt når det er Erlend Loe, er romanen bygget lidt specielt op. Små nummererede afsnit fra nr. 1 til nr. 198... Dermed får man serveret små bidder af Fvonks historie, og kan nemt snuppe adskillige bidder. Det er en letlæst bog.
Jeg holder af Erlend Loes særlige fortællemåde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar