"Min grønlandske ungdom", Peter Freuchen, 1936 - denne udg. er fra 1953. Købt på loppemarked på Anholt.
Peter Freuchen fortæller om sine oplevelser i Grønland. Overvejende i Nordgrønland, hvor han lever som eskimoerne. Han tager deres fangstmetoder til sig, spiser og klæder sig som dem, og klarer sig derved meget bedre end de andre danskere i Grønland, som ser ned på naturfolket. Freuchen giver af og til udtryk for sin modvilje mod sine landsmænd.
Han tager læseren med på jagt - efter bjørn, sæl eller moskusokse - han fortæller om strabadserne og sulten, men også om glæden ved jagten, sammenholdet og den smukke natur.
Eskimoerne ejer ikke ting, som mennesker i civiliserede egne. Deres værdier handler mere om handlinger end om materielle goder. Selvom de tragter efter den hvide mands varer, viser det sig gang på gang, at de ikke bliver mere lykkelige eller får bedre liv. Tværtimod afføder det konflikter, og sommetider endda drab.
Freuchen er tæt på døden flere gange, men han kan alligevel ikke undvære den barske tilværelse højt mod nord. Han møder også kærligheden, han bliver gift med en eskimoisk kvinde, som han får to børn sammen med.
Billederne i erindringsbogen er med til at levendegøre menneskene, som han beretter om.
Jeg kan godt lide den måde hans glæde og fascination af Grønland kommer til udtryk i bogen på. Det er spændende at læse om tapre mænd, der udforsker et land, uden alle de hjælpemidler der findes i dag. Det var ikke alle, der overlevede, men de gjorde alt for at kortlægge de områder, de kom til.
mandag den 23. august 2021
Min grønlandske ungdom
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar