lørdag den 31. juli 2021

Manden bag satankulten på Anholt; Knuds historie

Lene Langkow Saaek: "Manden bag satankulten på Anholt; Knuds historie", 2020.
En biografi om manden Knud Langkow, der stod bag Danmarkshistoriens største happening - s. 169.

Lene Langkow Saaek er Knuds ældste brors datter - altså Knuds niece. Hun starter sin beretning med Knuds forældre, hvad det var for mennesker, hvor de kom fra og hvordan de opdrog deres 4 sønner.
Derefter fortæller hun om Knuds liv som barn, ung og voksen. Han var den yngste i børneflokken og var derfor ham, der kom på 'slæb', når de større brødre drog ud på eventyr. De øvrige familiemedlemmer, bedsteforældre, onkler, mostre, fætre osv. optræder samt fortæller anekdoter, og giver dermed hver især nogle af de brikker til puslespillet 'mennesket Knud'.
De forskellige ungdomskærester var søde piger, men åbenbart ikke så meget på linje med Knuds syn på livet, at de blev hængende - først da han møder Vita, møder han sit livs kærlighed.

Hvordan fik han idéen til at gemme sære mønter på museer og i kirker? Hvorfor skrev han underlige breve til både kendte som ikke kendte mennesker underskrevet Alice Mandragora, overheks på Anholt? Hvad fik han ud af den megen undren og omtale, hans 'værker' fik i medierne? 
Lene Langkow har en teori om, at han ønsker at sætte sit aftryk, og da hans forsøg på forfatterskab ikke synes at lykkes, finder han på denne målrettede happening i stedet. Han ønsker at skabe undren og få os alle til at stille spørgsmålstegn ved livet.
Han har sin egen form for humor og elsker at lave sjov og spas, men Lene Langkow skriver også [... fremhæver hans humor, men samtidig bevidst om alt det, der absolut ikke var morsomt i Knuds liv, humoren var på en måde hans livs værn mod døden... Knud havde sine svære tider og fandt sin egen overlevelse...] s. 194.

DR2 sendte en dokumentar i 2020, og da vi hjemme hos mig ser alt, der har med Anholt at gøre, så vi også denne. Da bogen om Knud Langkow så udkom, var det et must at læse og eje den:)
Anholt Museum solgte bogen, og her købte jeg den.
Interessant læsning, egentligt blot 'en almindelig mand', der fik succes med at narre en masse mennesker. Nogle blev skræmt, andre rystede på hovedet, men det er sikkert ikke sidste gang, at offentligheden hører om Knud!


Ingen kommentarer: