"Vilhelms værelse", Tove Ditlevsen, 1975.
Det blev den sidste roman, Tove Ditlevsen skrev.
På flappen af smudsbindet står der: "Tove Ditlevsens forfatterskab indtager en central plads i dansk litteratur, hendes egne erfaringer og baggrund er udgangspunktet, men i hendes kunstneriske udformning gjort væsentlig og vedkommende".
I Vilhelms værelse blander hun dele fra sit eget liv og fantasi i en skønsom blanding; humor, smerte og nogle skønne tænksomme linjer.
F.eks. skriver hun: Psykiatrere er jo dødtrætte af at have med sindssyge mennesker at gøre og en sætning som: Den tvivlsomme berømmelse, der klæber ved navnet og lader hånt om personen, får de små grå i gang - på den gode måde!
Vilhelms værelse handler om ægteskabet, om kærlighed og jalousi grænsende til sindssyge. Den handler også om troen på sig selv, det inderste væsen, tilstrækkelighed.
Tove Ditlevsen skriver: Min jeg-person kan ikke lide sig selv - hun er overbevist om, at man kun kan elske hende, hvis man ikke kender hende...
Hovedpersonen er forfatter og hedder Lise Mundus. Lidt mærkeligt er det, at på et tidspunkt fortæller jeg-personen om en telefonsamtale med sin mor: "Min mor ringede: Tove, sagde hun ivrigt" - er det bevidst eller ubevidst, at Lise bliver til Tove?
Lise Mundus er kunstner og forbereder sit livs største værk - og det er så at tage sit eget liv...
Romanen er ikke nem at læse, flere gange måtte jeg bladre tilbage, skimme sider, og forstå hvad det handlede om. Jeg fik en masse vekslende billeder på nethinden, så beskrivelser som scener, der gav mere og mere mening.
Tove Ditlevsen er særklasse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar