søndag den 7. november 2021

Den uendelige historie

 Michael Ende: Den uendelige historie, fra 1979. På dansk i 1981. Min udgave er fra 2008, 15. oplag. 
(Fra A til Å med bogstaver og billeder af Roswitha Quadflieg)

Bastian er en usikker og ensom dreng. Han har mistet sin mor, og hans far har glemt ham i sin egen store sorg over tabet af sin hustru.
I skolen mobber de andre børn Bastian, og en dag da han bliver forfulgt af børnene fra skolen, ender han i et antikvariat, hvor en ganske særlig bog 'venter' på ham.

"Den uendelige historie" handler om fantasi. Om det særlig sted, hvor alt kan ske. Hvis mennesker ikke fortæller historier - hvis vi mister evnen til at drømme og fantasere, så bliver verden og livet trøstesløst gråt.
Men der skal være en balance! For meget fantasi - og man risikerer at glemme sig selv og virkeligheden. Ingen fantasi - livet mister sin glans, og vi mister lysten til livet.

Bogen "Den uendelige historie" fanger Bastian ind i en vidunderlig, men også farlig og forfærdelig, verden. Han får skønhed og styrke, han får venskab og mod. Prisen, han betaler, er at han mister sin hukommelse, for hver af evnerne/gaverne han modtager i landet "Fantasíen". Han glemmer, hvem han er, og hvor han kommer fra.

Det er et eventyr for både børn og voksne med moralen, at der er flere facetter i det liv, der er os givet. Vi skal stole på vores evner, og vi skal hjælpe hinanden, og vi skal aldrig være bange for udfordringer - det gør os bare til større mennesker.

Ingen kommentarer: