Sissel-Jo Gazan: Hvide blomster, 2020.
Fortælleren er teenageren Jenny, som bor på Samsø sammen med sin mor. Moderen Kisser er tatovør ligesom sin far. Kissers anden store passion er at hjælpe unge mennesker, der har været ude for forskellige former for overgreb. Så af og til bor der en fremmed i huset, som får hovedparten af hendes opmærksomhed, set med Jennys øjne.
Jennys kusine Tessa bor i nærheden, hun er ikke kun kusine, hun er også "bedste-veninde". De to piger er jævnaldrende, uadskillelige men også meget forskellige. Jennys mor og Tessas far er tvillinger, familien har rødder i Tyskland, da tvillingernes far - pigernes Bedstefar Palle - var gift med en tysk kvinde.
Hjemme hos Tessa bor der 3 halv-storebrødre og 2 plejebørn foruden Tessa og hendes mor, Mona.
Jenny og Tessa har et nært forhold til deres bedstefar. Han bor i Århus og er ejer af en tattoo shop. Han fortæller pigerne familiens historie, såvel den tyske del med historien om deres mormor som den danske del, den om oldefaderen, som var botaniker.
Jenny er interesseret i botanik, og hun er dygtig til at tegne. Derfor får hun sin oldefars samling af frø, botaniske udstyr og tegninger af alle de planter, han har registreret.
Fortællingen starter med, at det ene af plejebørnene, Bettina på 17, pludselig forsvinder. Først tror de alle, at Bettina bare er stukket af, men tiden går og Mona bliver nødt til at kontakte politiet.
Med udgangspunkt i den forsvundne pige fortælles en historie om overgreb på børn, om fortielser og løgne i familien og i det lille øsamfund. Romanen er både en krimi og et drama om mennesker på godt og ondt.
Sissel-Jo Gazan får blandet virkelighed og fiktion sammen i den allerbedste blanding. Hvide blomster er en tyk sag på 500 sider, men den blev alligevel hurtigt læst, for jeg havde svært ved at lægge den fra mig.
Det er sådan en bog, der underholder og oplyser på én gang - fantastisk - magisk!
2 kommentarer:
Uha! Det lyder som en rigtig god bog. Der er ikke noget bedre end en krimi "med kød på". Den må jeg skynde mig at få fat i. Hilsen Sydney
Det er i hvert fald en af de bedste bøger, jeg længe har læst:) Håber den også er for dig:)
Send en kommentar