Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Margrete I, 2020.
Romanen starter i 1363. Valdemar Atterdags yngste datter Margrete er 10 år gammel og bliver gift med Kong Håkon d. 6. af Norge og Sverige. Hendes opgave er at få en søn, så arvefølgen sikres. Et ægteskab i kongelige kredse var på den tid en politisk alliance, så aldersforskellen på 10 år, var ikke usædvanligt. Selve den fysiske forening sker dog ikke, førend Margrete er blevet kvinde.
Den historiske skikkelse, død i århundreder, vækkes til live. Margrete bliver et menneske med tanker og følelser. Gennem barnet, den unge og den voksne kvinde fortælles Danmarkshistorien fra vores lands 'barndom'.
Kvinder blev på den tid ikke anset som skabt til at regere, til at tage store beslutninger eller i det hele taget tage ordet i forsamlinger. Men Margrete var fra barn af interesseret i politik, og hun havde en mening om, hvordan verden burde se ud.
Margrete vil samle Norden ligesom sin far, og det mål arbejder hun hen mod hele sit liv. Da hendes søn, Oluf bliver født, er hendes vision, at han skal være konge over hele Norden.
Historie, politik, middelalder, kvinders position, religion og lidt magi. En spændende roman, en lærerig roman. Et stort værk om en stærk person!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar