"Cilkas rejse", Heather Morris, 2019.
Historien om Cecilia Klein, en af personerne i Heather Morris' roman "Tatovøren fra Auschwitz".
Da russerne befrier fangerne i Auschwitz i januar 1945, får også Cilka beskeden "Du er fri".
Men tiden går, og hun er stadig i lejren. Russiske embedsmænd har til opgave at sortere mulige trusler mod den sovjetiske stat fra.
Har fangen samarbejdet med nazisterne? Hvilken status har fangen haft i KZ-lejren? Enhver der kan sættes i forbindelse med den tyske fjende er per definition fjende af Sovjetunionen!
Den 18 årige Cilka har overlevet fangenskabet i Auschwitz ved ikke at gøre modstand. Derved opnåede hun status, der gav større rationer af mad og andre livsfornødenheder. Det delte hun med sine medfanger. Russerne er ikke overbeviste, og de dømmer hende til 15 år i Sibirien - i en Gulaglejr.
Den sibiriske ekstreme kulde, de alt for små madrationer og det fysisk hårde arbejde med bl.a. at bryde kul gør, at Cilka endnu engang kæmper for livet.
Det er en barsk historie med baggrund i virkeligheden. Bagerst i bogen beretter Owen Matthews om virkelighedens lejre i Sibirien. Lejrene havde til formål at rense samfundet for dets fjender, og få mest muligt arbejdskraft ud af dem, før de døde. (s. 375).
En god roman der berører, og bekræfter at onde tider ikke skal glemmes, men huskes for ikke at blive gentaget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar