Hvide løgne, Dea Trier Mørch og Sara Trier, 1995.
En brevveksling mellem mor og datter, Julie og Bella. Julie i København og Bella i kibbutz i Israel. Året er 1993.
Via deres breve får de 'talt' om emner, de ellers ikke berører. Den geografiske afstand giver dem et anderledes perspektiv - og en eftertænksomhed, når ord skal sættes på papiret.
Julie - moderen - fortæller Bella sin historie. Hun fortæller om mødet med Bellas far, Sylvester, som hun er blevet skilt fra. Hun vil gerne forklare hvorfor bruddet kom, og hvorfor hun handlede som hun gjorde. Også forholdet til sin mor, Ruth, som var meget tæt og specielt, deler hun nu i brevene med sin datter.
Datteren Bella belyser episoder fra opvæksten, der er oplevet fra barnet og den unges synsvinkel, og derfor nødvendigvis en anden historie.
Begge parter gør oprør, mod verden og mod hinanden. En løsrivelsesproces der samtidigt giver plads til en ny fortrolighed.
Ligesom Vinterbørn er romanen på én gang tidstypisk og evigtgyldig. Forhold mellem mødre og døtre er en gentagelse gennem generationerne, selvfølgelig afspejlet af hvad der rører sig i den pågældende tids samfund.
En god roman, der vil blive læst igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar