søndag den 7. december 2025

Hvor vinden vender

 Jesper Bugge Kold: Hvor vinden vender, 2024.
En 'udvandrer-roman' fra tiden hvor rigtig mange danskere søgte lykken i Amerika. Nogle gik det godt - og andre formåede ikke at få et bedre liv.
Johanne og Jens har et godt ægteskab. De har 5 børn, og hver dag er en kamp for at skaffe mad til de mange munde. Johanne drømmer om et nyt liv i Amerika, og hun får overtalt Jens til at tage afsted for at skaffe dem jord at dyrke og bygge et hus. Så vil Johanne følge efter med børnene 1 år efter.
Læseren følger Jens i Amerika, der drømmer mere end han udretter, og Johanne i Danmark, der sparer sammen til rejseudgifterne for hende og børnene.
Den lange rejse fra den lille landsby på Fyn til Nebraska i Amerika er voldsom, og flere gange er Johanne ved at opgive. Men hun finder styrken til at fortsætte.
Hun er den stærke og handlekraftige i ægteskabet med Jens. Han er en drømmer - han har mange idéer, men selve arbejdet og vedholdenheden, den mangler han.
Da de to endelig er fysisk sammen igen, er de kommet langt fra hinanden i deres ægteskab.
Det er en roman om at tilpasse sig og om at acceptere de styrker og svagheder, man finder hos sine nærmeste. 
Den var lidt langtrukken en gang imellem - særligt delen med Johannes rejse, men alligevel en god roman synes jeg. En fortælling om modige mennesker, der forlod alt det de kendte for at skabe sig bedre levevilkår - og også en fortælling om dem, det ikke lykkedes for.

Ingen kommentarer: