søndag den 4. september 2022

Den uendelige plan

 "Den uendelige plan", Isabel Allende, 1993 (El plan infinito 1990)
Gregory Reeves er hovedpersonen i denne roman. Læseren møder ham, da han er 4 år - og Gregs fortælling fortsætter op til hans voksenliv, hvor det viser sig, at det er forfatteren, han fortæller til.
Hans far rejste rundt i USA med familien i en gammel lastbil og forkyndte den åbenbaring, han kaldte 'den uendelige plan'. Alt er trygt og godt set i børnehøjde, men da faderen bliver alvorligt syg og dør, forandrer trygheden sig til en kamp om overlevelse.
Greg og søsteren Judy vokser nu op med deres verdensfjerne mor Nora og dennes veninde Olga - hendes diametrale modsætning - i et latinamerikansk område, hvor 'den hvide dreng' gør alt for at ligne de andre børn - og samtidigt ønsker sig rigdom og et liv langt fra den hårde verden, han er havnet i.
En roman der viser Amerikas mange facetter, fortæller om kulturforskelle, og om Gregs kamp for at passe ind imens han forsøger at finde sig selv.
Romanen er én lang fortælling, hvor jeg sommetider tabte tråden... Der sker så mange ting, og der er mange biroller, der også har hver deres historier. Men overvejende synes jeg, den var god, og Isabel Allendes skrivestil fornægter sig ikke.


Ingen kommentarer: