onsdag den 9. november 2016

Narnia fortællingerne

Imens jeg venter på at få købt 3.del af Ejersbos Afrika trilogi, har jeg fået genlæst min store bog med Narnia fortællingerne. (Godt 2 kg. - 29X22 cm!)
C. S. Lewis skrev i årene 1950-56 7 fantastiske eventyr om en parallel verden ved navn Narnia.
I 2002 blev fortællingerne samlet i én bog, og mit eksemplar er fra 2.oplag i 2004.

  • Troldmandens nevø, 1955
  • Løven, heksen og garderobeskabet, 1950
  • Hesten og drengen, 1954
  • Prins Caspian, 1951
  • Morgenvandrerens rejse, 1952
  • Sølvstolen, 1953
  • Det sidste slag, 1956
I "Troldmandens nevø" bliver Narnia skabt. Drengen Digory og pigen Polly kommer til en parallel verden ved hjælp af nogle magiske ringe, som Digorys onkel har lavet. Det er en fuldstændig vidunderlig verden, men ved et uheld kommer det onde i skikkelse af en heks ind i den nye verden.
I "Løven, heksen og garderobeskabet" kommer 4 søskende til landet gennem et garderobeskab. Skabet er lavet af træ, der kommer fra kerner fra en frugt fra Narnia. Der er gået flere hundrede år, siden skabelsen, og Heksen har med ond magi sørget for, at der er evig vinter (og aldrig jul), og børnene skal gøre det godt igen. Børnene: Peter, Helen, Edmund og Lucy er gengangere i alle fortællingerne.
"Hesten og drengen" foregår på samme tid som forrige historie, hvor Peter er den øverste konge i Narnia. Drengen Shasta vokser op i nabolandet Calormen hos en fisker, han tror er hans far. Da "faderen" vil sælge ham til en rig, ond mand, stikker Shasta af. Han slår sig sammen med en talende hest, Bri, og de møder senere pigen Aravis og hesten Hrim. Deres mål er at komme til det forjættede land Narnia.
I "Prins Caspian" er de 4 søskende blevet kaldt til Narnia, da den retmæssige konge har brug for hjælp. I Narnia er der gået 1000 år - for børnene er det 1 år siden, de sidst var i landet.
"Morgenvandreren" er et skib. I "Morgenvandrerens rejse" kommer Lucy, Edmund og deres irriterende fætter Eustace på magisk vis gennem et maleri ombord på skibet. Det er prins Caspian, der er på rejse til verdens ende. Han vil finde de 7 hertuger, der blev forvist fra Narnia, da hans onkel ved et kup overtog tronen fra Caspians far.
I "Sølvstolen" møder vi Eustace, som er blevet en meget rarere dreng siden hans oplevelser i Narnia. Sammen med Jill, en skolekammerat, kommer de til landet for at redde en forhekset prins.
I "Det sidste slag" går verden under! Men en ny ren verden bliver til, og alle personerne fra de 6 historier mødes i Narnia.
Der er fauner, dværge, kentaurer, talende dyr, dryader, trolde og kæmper. Det gode og det onde er i evig kamp - løven Aslan er 100 % det gode. Der er tydelige paralleller til kristendommen: Tror du, får du hjælp. Narnia er paradis.
Jeg bliver aldrig for gammel til eventyr:-)

Ingen kommentarer: