søndag den 30. januar 2011

Tanamera, Noel Barber.

En af de "gamle" bøger i min reol: Tanamera af Noel Barber. Den er i 2 dele: Under Østens sol og Mod en ny verden.
Handlingen foregår i Singapore, og starter i 1921 og ender ca. 30 år efter.
Hovedpersonen John Dexter er sønnen i et stort engelsk familieforetagende, der handler med gummi og tin.
Naboen er familien Soong, en velhavende og indflydelsesrig kinesisk familie.
Familierne omgås som venner, men da datteren Julie Soong og John Dexter bliver forelskede i hinanden, er det en umulig forbindelse.
2. verdenskrig vender op og ned på normerne, Japanernes invadering af Singapore og den efterfølgende kamp mod kommunisterne, er med til at konventionerne blødes op, og den før så umulige forbindelse bliver mulig.
Gammel men god roman, den bliver på hylden.
Jeg har flere af Barber's romaner stående, så dem må jeg ha' genlæst.
Jeg vælter mig i nye bøger for tiden, der var jo udsalg hos boghandleren forleden, og man kan tit finde gode tilbud i supermarkederne.
Så et par nye King bøger, Schindler's Liste, Bogen uden navn, Familien Gregersen, nogle biografier osv., så er der vist læsestof til et par lange vinterdage:-)

søndag den 23. januar 2011

Jane Aamund.

"De grønne skove" og "Smeltediglen" af Jane Aamund foregår i tidsrummet 1859-1902 og fortæller historien om Jens og Kirsten, der emigrerer til Argentina.
Aamund skriver så levende, man ser personer og steder for sig. Det er lange kapitler, og det er én af grundene til, at bøgerne er svære at lægge fra sig.
Man slipper ikke historien før den er slut!

lørdag den 15. januar 2011

Lægen fra Zaragoza.

"Lægen fra Zaragoza", "The last jew", af Noah Gordon levede op til forventningerne.
Men jeg blev alligevel lidt overrasket, for ud fra den danske titel, var jeg gået ud fra, at den havde sammenhæng med Helbrederen og Shamanen!
Det havde den overhovedet ikke.
Den engelske titel var faktisk mere sigende, da romanen foregik i middelalderen, hvor Inkvisitionen havde travlt med at "omvende" folk til katolicismen. Mere eller mindre frivilligt.
Hovedpersonen Yonah Toledano er jøde. Han oplever sin brors og sin fars død, og som eneste overlevende i sin familie, flygter han fra barndomsbyen.
Han vil ikke konvertere, men skjuler i stedet sin sande tro. Han skal igennem mange udfordringer, førend han selv får stiftet familie, og hele tiden holder han fast i sit jødiske tilhørsforhold, selvom han udadtil er konvertit.
En super velskrevet roman, som vil blive genlæst:-)

lørdag den 8. januar 2011

Dydernes bog.

"Dydernes bog - En skatkiste af gode fortællinger" af William J. Bennett. Med forord og indledninger af Johannes Møllehave.

Det var pga. Johannes Møllehave, at jeg valgte bogen i første omgang:-) Han har som tidligere skrevet en stor stjerne hos mig.

Bogen er inddelt i 10 dyder: Selvdisciplin, medfølelse, ansvar, venskab, arbejde, mod, udholdenhed, ærlighed, loyalitet og tro.

Indenfor hver "dyd" er der tekster omhandlende "dyden", og det er en blandet landhandel af Æsop, brd. Grimm, H.C. Andersen, Francis Bacon, Biblen, uddrag af breve fra Kim Malthe-Bruun, salmer, tekster fra den nordiske og græske mytologi mm.

Sådan en bog kan man vælge at læse fra ende til anden, eller som jeg gjorde, læste den ind imellem en skønlitterær bog.

Det er en bog, jeg vil tage frem igen.