søndag den 8. maj 2011

Sagaen om Valhal.

Trilogien "Sagaen om Valhal", af Johanne Hildebrandt, består af "Freja", "Idun" og "Saga".
Historien foregår i bronzealderen og er bygget over gamle myter.
Der er norner, kvæner, aser, vaner og vølver i en skønsom blanding.
Mange af figurerne og begivenhederne er fra vikingetidens myter: sagnet om de to gudeætter, aserne og vanerne, der kommer i krig, dødsgudinden Hel, Idun, gudinden for ungdom, (hun gav i den nordiske mytologi aserne æbler, der holdt dem unge). Gefjyn, de unge pigers beskytter, Odin, Tor, Balder, Frej og Freja, og ikke at forglemme den onde Loke, optræder også i historien.
Hovedpersonen er Freja, det er hende, man følger i 1. bog, hvor hun er en ung kvinde. Og det er hende, der er den røde tråd gennem hele trilogien.
Hun får datteren Idun sammen med Tor, hendes livs kærlighed. En umulig men alligevel livslang forbindelse.
I 2. bog følger man Idun, der også får en datter, Saga, og det er så hende, som 3. bog handler om.
Saga er ifølge den oldnordiske mytologi den gudinde, som vidste og kunne alt. Hendes navn betyder "den seende", og hun var skjalde kunstens gudinde.
Når man kan li' sagn og myter, spænding og historie, så er "Sagaen om Valhal" en god fortælling!

Ingen kommentarer: