lørdag den 29. maj 2010

Siden sidst...

Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset.
Romanen er i to dele, og første del foregår under 2. verdenskrig. James Teasdale og Bryan Young får til opgave at affotografere og kortlægge et område omkring jernbanenettet i Dresden, Tyskland. De er piloter i et fly, der flyver sammen med bombefly, og under aktionen bliver de beskudt og er nødt til at springe ud med faldskærme.
De ved, at de vil blive henrettet, hvis de bliver taget til fange, og tager derfor chancen ved at springe på et lazarettog. De overtager to af patienternes identitet, 2 SS-officerer, og ender på et sindsygehospital.
De simulerer sindsyge, og håber på flugtmulighed.
Under "opholdet" får de sløvende medicin, de bliver mishandlet af andre indlagte, der også er simulanter, og da det endelig lykkes Bryan at undslippe må han efterlade James.
2.del af romanen foregår i 1972, hvor Bryan ikke kan slippe tanken om, at han svigtede James, og han har prøvet i flere år at opspore ham uden held.
Forfatteren skriver i forordet "dette er ikke en krigsroman, men handler om svigt imellem mennesker." Og det er en god kort beskrivelse af romanen.
Den var rigtig god, spændende og godt fortalt.

Som tog-bog læste jeg "Et lys i vinduet" af Margaret Lynn.
En lidt gammeldags krimi, hvor det mest irriterende var måden, hovedpersonen beskrives på!
En stakkels svag kvinde, der nødvendigvis skal ha' en stærk mand at støtte sig til!!
Jeg krummede tæer adskillige gange, og bogen som jeg erhvervede ved en oprydning, ryger nu til genbrugsbutikken.

Anderledes var Peter Freuchen's "Storfanger". En roman om Hudson-bugtens eskimoer.
Udgaven jeg læste var fra 1954, Freuchen skrev romanen i 1927.
Den handler om de canadiske eskimoer, som kalder sig selv menneskene, der møder den hvide mands civilisation, og bliver påtvunget nogle normer, som ikke passer ind i den verden, som naturfolket lever i.
Freuchen forsvarer den primitive mands ret til at leve sit eget liv, og han fortæller rigtig godt. Den roman beholder jeg på min egen hylde, den vil jeg læse igen.

Ingen kommentarer: