Johannes Møllehave.

Han er god til at fortælle, både mundtligt og skriftligt: Johannes Møllehave.
Jeg fandt "Livsfangerne" på min egen hylde, vistnok en fra min fars samling, da han flyttede i foråret og fik kasseret nogle af sine bøger.
Det er ikke så mange Møllehave-bøger, jeg har læst, men jeg bliver lidt overrasket, (positivt), hver gang, fordi han formår at skrive på sådan en klar måde, at man "ser" personerne for sig, og lærer dem at kende.
Suverænt.
Jeg var engang til et foredrag, hvor Møllehave talte om janteloven. Han brugte Sandemoses "En flygtning krydser sit spor" som udgangspunkt. Jeg kan huske, at jeg faktisk læste den roman efter at have hørt Møllehave, fordi jeg følte at det var et must.
Sikke en magt han har; På den gode måde:-)

Et "Monster" fra Colleen McCullough!

McCullough kender jeg fra "Tornfuglene", og forventede et eller andet...
Men "Monster" (2006) er for det første en helt anden genre, det er en krimi, og for det andet blev jeg lidt skuffet over måden, bogen er skrevet på. Historien er god nok, men ordene, sætningerne, det de siger osv., det var mindre godt.
Jørn Riel derimod: Han er super hver gang:-)
"De gule blades ånd" fra 1978, handler i meget store træk om Løjtnant Jensen, der sammen med korporal Madsen tager til Siam, for at opklare tyveri af tømmer. Det slipper de ikke så godt fra...
Jeg har læst de fleste af Riels romaner, og han har aldrig skuffet mig.

Scott Turow og Dommeren.

Jeg er slem til at vælge bøger udfra kriterier som at kende forfatteren i forvejen, eller at vælge en titel, jeg kender, fordi jeg lige er i den sindsstemning, der passer til bogen.
Med "Dommeren" af Scott Turow var jeg på helt bar bund!
Den foregår i en verden af retssale og jura, og det gør den en anelse tør.
Men på den anden side er det en udmærket fortælling, om George Mason, en dommer, der skal dømme i en sag, der får minder fra hans egen ungdom til at dukke op. Samtidigt får han trusler på livet, og bliver tvunget til at tage sit liv op til overvejelse.
Det er ikke så farligt, at prøve nogle nye forfattere ind imellem :-) Horisonten bliver lidt bredere!

Moderne svineproduktion i 1970'erne.

Anne Marie Løn skrev "Fodretid" i 1984. Det er en roman om de nye tider, der kom i landbruget efter Danmarks indtræden i fællesmarkedet. Landmændene blev belønnet ved udsætning af malkekøer, de skulle i stedet satse på moderne svineproduktion. De ville få mere tid og en bedre økonomi. Men nogle af bønderne mistede samtidig noget af deres identitet, det var slet ikke det samme med halv- og helautomatisk produktion af grise, i forhold til det mere nære forhold, de havde haft til køerne. Romanen handler om Niels Peter Thomsen, en mand der har overtaget gården fra sine forældre, han er aldrig blevet gift, og det med svinene, får ham til at gå helt i stykker som menneske.
En stærk historie om menneskelige værdier, og om vores angst for at komme for tæt på vores medmennesker. Hvornår skal man "blande sig"? Enhver passer sit, osv.

Richard Bachman og Stephen King.

I følge Stephen Kings forord i romanen "Blaze", er denne en revideret og opdateret skufferoman. Den bærer Bachmans navn, fordi det er den sidste roman fra årene 1966-1973, hvilket var den pågældende herres mest produktive periode.
Han skriver videre: I de år var jeg to personer. Jeg var Stephen King, som skrev gyserhistorier til snuskede mandeblade, men det var Bachman, som skrev en stribe romaner, der ikke kunne afsættes nogen steder.
"Blaze" udkom på dansk i 2008, og fortæller en rørende, barsk og spændende historie om Clayton Blaisdell Jr. født i Freeport i Maine. Hans mor dør da han er 3 år, og hans far drikker og smider rundt med Clayton. Da faren en dag kyler ham ned ad trappen, et par gange, ender sagen i retten, og Clayton kommer på børnehjem.
Han har taget skade af turene ned af trappen, Man kan ikke narre nogen til at tro, man er klog. De kigger på en og ser sandheden: Der er tændt lys, men ingen er hjemme!
Han er knap 2 m. høj, og vejer 140 kg., han er let retarderet, og den kriminelle George "tager sig af ham" og udnytter hans styrke og totale loyalitet.
Jeg kunne blive ved at fortælle, men det er ikke meningen, at det skal blive et helt referat. Jeg kan forestille mig, at jeg vil læse bogen igen om nogle år, ligesom jeg plejer at gøre med gode bøger. Så ville det jo være træls at læse hele bogen her!