torsdag den 31. juli 2014

Blodig sommer!

Sébastien Japrisot: Blodig sommer, 1977.
Den smukke og sexede Éliane får Pin-Pon på krogen, og han forstår næsten ikke selv sit held.
Men Éliane er et mysterium, hun opfører sig nogle gange højst besynderligt, og hendes mentale bagage er tung.
Hun er ude på hævn...
Fortællingen er delt op i 6 dele: Bødlen - her er det Pin-Pon, som i virkeligheden hedder Fiorimondo, der fortæller om mødet med Elle (som hun kaldes) og deres forelskelse. Næste del er Ofret - nu får læseren et kig ind i Elle's tanker, Vidnet - den døve tante (Cognata) tilføjer sine observationer, Anklagen - her er det Élianes mor, der åbner op for nye informationer, Dommen - her er det Elle, der handler efter bedste overbevisning, og endelig sidste del: Henrettelsen - Pin-Pon fortæller dramaet til ende.
De 4 forskellige personer giver læseren en indsigt, der ellers ikke havde været mulig.
En super god bog - godt skrevet og en god historie.
Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk den er - godt at genlæse sine egne gamle bøger:-)

mandag den 28. juli 2014

Ørkenruinens hemmelighed

En af de ældre bøger på en af hylderne: Ørkenruinens hemmelighed, af Louis L'Amour, 1989.
(The Haunted Mesa, 1987)
Historien foregår i et øde bjergfyldt område i Colorado, og handler om et forsvundet folk: Anasazierne.
Hovedpersonen - Mike Raglan - en anerkendt skeptiker indenfor uforklarlige hændelser, har fået et brev fra en ven, der indtrængende beder ham om hjælp.
Vennen er sporløst forsvundet, men ved hjælp af vennens dagbog og en mystisk indianerpige, bliver Mike overbevist om, at der tilsyneladende er flere verdener, end den vi kender.
Det er de gode mod de onde - og man er ikke i tvivl om, hvem helten er...
Jeg har bestemt, at bogen ikke kommer tilbage på hylden, men ender i en genbrugsbutik:-)

lørdag den 26. juli 2014

Undskyldningen.

"Undskyldningen" af Hanne-Vibeke Holst, 2011, e-bog.
Med udgangspunkt i september 2011 med en af hovedpersonerne Helene Tholstrup - chef for Berliner Oper - fortæller Hanne-Vibeke Holst om 4 generationer af familien Tholstrup.
Hun starter med præsten og modstandsmanden Thorvald og hans familie, derefter med tvillingedrengene Leo og Leif, som er sønner af præsteparret, så Helenes egen historie herunder datteren Sophie.
Der er hemmeligheder i familiens historie, faktisk en hemmelighed for hver generation.
Romanen er fantastisk fortalt, den var svær at lægge fra sig.
En meget overraskende slutning!

mandag den 21. juli 2014

Tom Ripley under vand.

Patricia Highsmith: Tom Ripley under vand, 1993 - [...5. og sidste roman i Patricia Higsmiths krimiserie. Strækker sig fra 1950'erne og et halvt århundrede frem...]
Da jeg spottede romanen Tom Ripley under vand i eReolen, tænkte jeg jo straks på The Talented Mr. Ripley - filmen med Matt Damon i hovedrollen.
Jeg tror, det var en fordel at have Matt Damon på nethinden, mens jeg læste, da romanen/krimien er skrevet uendeligt detaljeret, så det næsten var som at se en film!
Tom og hans kone Heloise lever et stille behageligt liv i Frankrig.
Indtægterne kommer fra svindel med malerier.
Tom har flere "elimineringer" på samvittigheden, men psykopat som han er, mener han, at de mennesker der truer hans eksistens og levevis, fortjener ikke bedre, end at forsvinde fra jordens overflade.
En dag trues Tom og Heloises stilfærdige liv...
Jeg er pt ikke afklaret med, om jeg har lyst til at læse flere "Tom Ripley" bøger, da det grænser til kedsommelig læsning grundet den detaljerede fortællemåde.

lørdag den 19. juli 2014

Mordet på landsbykirkegården

En svensk krimi: Mordet på landsbykirkegården, af Maria Lang, 1954. (lånt fra e-reolen)
Historien foregår i Sverige i en mindre landsby i 1950'erne.
Puck er fortælleren, hun er på besøg på præstegården sammen med sin mand og sin far, da præsten er hendes farbror.
Juleaften sker der et mord på byens købmand, og Maria Langs kommisær Christer Wijk er på pletten.
Christer Wijk er en gennemgående figur i Langs krimier, har jeg læst mig til:-)
En lidt gammeldags krimi, hurtigt læst, og nogle lidt stive karakterer, ikke mennesker man kan identificere sig med på nogen måde.
Afslappende læsning i Alaska - langt hjemmefra!

Knogler.

Stephen King: Knogler, 1999. (Bag of Bones, 1998)
Forfatteren Mike Noonan mister sin kone Johanna. Han begynder at drømme underlige livagtige drømme, og får en skriveblokering, der giver voldsomme fysiske udslag.
Mange af drømmene handler om parrets sommerhus i Maine, et idyllisk gammelt træhus, der ligger ved en sø.
Mike får en fornemmelse af, at han bør tage dertil, hvilket han så gør.
Straks efter ankomsten møder han en ung mor med en lille datter, der får brug for hans hjælp, og det viser sig at hændelser fra fortiden har en stærk forbindelse til nutiden, og at sommerhuset og den lille pige spiller centrale roller.
Der foregår nogle underlige, sommetider skræmmende, ting i Mikes sommerhus.
En spændende thriller fra Stephen King, godt skrevet, og en roman jeg har læst et par gange før.