tirsdag den 23. juli 2013

Julen er hjerternes fest.

"Julen er hjerternes fest", Lise Nørgaard, 1978.
4 fortællinger med julen som tema.
"Julerejsen til mormor", "Den lange julefrokost", "En formgivet juleaften" og "Volmer i nisseland".
Udover humoren som fællestræk, stifter læseren også bekendtskab med alle mulige - og umulige - personager!
Skrappe madammer, underkuede ægtemænd og uvorne unger.
Fattig og rig, moralske og løsslupne - alle typer mennesker sættes på spidsen, det er meget underholdende.
Let læsning til et par døgn på Anholt...

søndag den 21. juli 2013

Hvad man ikke ved

ØV! - Bogen er slut, var min umiddelbare tanke, da jeg læste sidste side i Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman "Hvad man ikke ved". (e-bogs udg. 2012)
Jeg ønskede, at den ville vare ved, ønskede at vide mere om de personer, jeg havde lært at kende:-)
Men jeg læste så på forfatterens blog, at hun er i gang med at skrive fortsættelsen...
Historien foregår fra 1969-1974, og læseren følger familien Horn.
Far, mor og 3 børn - kernefamilien.
Men der sker ændringer i familiemønstrene, den enkelte ønsker at realisere sig selv, man ønsker frihed...
Det er vigtigt, at man endelig ikke lever som forældrene gjorde, men for nogle er det mere et pres end et egentligt ønske, at frigøre sig fra de gamle normer.
For det der er naturligt og frihed for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden!
Og det der føles naturligt for en far, er ikke det samme, han forestiller sig for sine døtre...
Marstrand-Jørgensen kan beskrive tanker, følelser og stemninger så præcist, at jeg flere gange, lidt undrende, nikkede genkendende til forskellige situationer.
Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen i efteråret 2013.

lørdag den 13. juli 2013

Pi's liv.

Pi's liv, Yannn Martel, 2001.
Den indiske dreng Piscine Patel, kaldet Pi, fortæller en fantastisk historie om sit liv, og om at overleve på Stillehavet i en redningsflåde i selskab af en bengalsk tiger ved navn Richard Parker!
Pi's far havde en zoo i Indien, så Pi har et indgående kendskab til vilde dyrs mentalitet. Den viden er med til at hjælpe ham til at overleve på den knappe plads i redningsbåden sammen med rovdyret.
Dertil kommer troen på ikke mindre end tre religioner - hinduisme, islam og kristendom - som bringer Pi trøst og håb.
Hans oplevelser er utrolige, det er ufatteligt, hvad han oplever der ude i ingenting!
Bogen er filmatiseret, og den film må jeg bare se.
En bemærkelsesværdig bog, en tragisk men magisk historie, suverænt fortalt.

mandag den 8. juli 2013

Den tomme plads.

Harry Potters mor: J.K. Rowling har skrevet en voksen roman: "Den tomme plads", 2012.
Den er spændende, humoristisk, satirisk, underholdende og god udfordring til de små grå.
Stedet er en lille landsby, Pagford, der er delt i 2 lejre.
Der er folk, der er imod The Fields, og folk der er for The Fields.
The Fields er et område i Pagford, hvor bærmen - de sociale tabere - har samlet sig.
I følge modstanderne skulle The Fields slet ikke have været en del af Pagford, og nogle af medlemmerne i Sognerådet prøver at lukke afvænningsklinikken, og få "afstødt" denne sorte plet i deres ellers nydelige samfund.
Da en af fortalerne, og en beskytter af de socialt udsatte, dør, og et nyt medlem til Sognerådet skal vælges, bliver der kradset i den pæne facade, og hemmeligheder dukker op.
Der er næsten alle former for menneskelige svagheder, og Rowling er rigtig god til at udpensle menneskeracens dybder!