lørdag den 26. januar 2013

Himlens fange.

"El prisionero del cielo" - "Himlens fange", 2011, Carlos Ruiz Zafon for 3. gang!
Som der står forrest i bogen: Denne bog indgår i en cyklus af romaner, der krydser hinanden i De Glemte Bøgers Kirkegårds litterære univers.
Personerne, handlingen og centrum for begivenhederne er forbundet - med mange tråde.
"Himlens fange" er forfatteren Julian Carax, fortælleren er Daniel Sempere, søn af Isabella, som forsøgte at hjælpe forfatteren David Martin, og læseren får Fermin Romero de Torres' historie, som også er vævet ind i samme univers.
Alle tråde samles til sidst - men stopper hævntørsten mod fortidens synder?
Zafon lader muligheden stå åben for at fortælle videre på historien!
Super bog.

fredag den 18. januar 2013

Delhis smukkeste hænder.

"Delhis smukkeste hænder" af Mikael Bergstrand, 2011.
E-bog 2012.
Göran Borg arbejder i et kommunikationsfirma, der laver hjemmesider.
Han lever ikke op til chefens krav, og han bliver fyret.
Fyringen er blot en af flere ting, der får Göran til at gå helt i stå, og han aner ikke, hvad han skal stille op.
En af vennerne, der arbejder som rejseleder i rejseselskabet "Utrolige Indien", får overtalt Göran til at tage med på en rejse til Indien.
Göran er ikke særlig begejstret for landet, der er larmende og beskidt, der lugter osv.
Efter et par dage rammes han af et voldsomt maveonde, men der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget - og Göran møder Yogi (Yogendra), som bliver hans bedste ven.
Og nu bliver alt anderledes i Görans liv!
Romanen er sjov, den er tankevækkende, den fortæller levende om godt og skidt i Indien, og ikke mindst er skrivestilen suveræn!
Den var svær at lægge fra sig:-)

lørdag den 12. januar 2013

Det vi ved.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: "Det vi ved", 2004.
Laura vil fortælle sin historie, dvs. hun vil fortælle det, hun kan huske.
Der er nogle "sorte pletter", noget fra hendes tidligste år, som hun gerne vil vide noget om, og som hendes - nu døde - mor var gået meget let henover, når Laura spurgte.
Laura taler til en diktafon, og bogen skifter mellem Lauras fortælling, hendes nutidige liv, og tilbageblik som forfatteren beretter.
Der dukker uventede hændelser op, og som Laura tænker sidst i bogen: Når man finder ud af det mest forfærdelige, hvad er der så tilbage? (s. 232)
Marstrand-Jørgensen har mange specielle/anderledes mennesker med i sin historie: UFO-kongen, Gutte og Vita. Og Laura selv!
Hun giver dem liv, så man føler, at man kender dem.
Jeg lånte bogen pga. forfatteren, og den levede fuldt ud op til mine forventninger.

onsdag den 9. januar 2013

Towli-Søren og andre landsby-originaler.

I 1944 udkom "Towli-Søren og andre landsby-originaler", skrevet af redaktør Harald Thomsen.
Jeg fandt bogen på bibliotekets lokalhistoriske afdeling...
Bogen er 11 små fortællinger om bl.a. Towli-Søren, Jacob Himmelblå og Rig-Klaus.
Det er fortællinger om landsby-originaler, og samtidigt giver det et billede af samfundet omkring disse originale mennesker.
Der er håndværkere, bønder, fattigfolk og "øvrigheden".
Man kender hinanden, morer sig over hinanden, men man er også forbundet til hinanden på en måde, der er gået tabt i vores tid.
Sjov og anderledes læsning - navneord med stort begyndelsesbogstav og før bolle å kom til!

fredag den 4. januar 2013

Ingen.

"Ingen" af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, 2008.
Ingen handler om en psykisk syg kvinde, Elisabeth.
Læseren hører om alt det, der foregår inde i hende.
Tanker, følelser, drømme.
Nogle gange bliver virkelighed og drøm blandet sammen, Elisabeth - og læseren - bliver sommetider i tvivl.
Elisabeth har været gift med Thomas, og sammen har de datteren Molly.
Hun blev skilt fra Thomas, og har nu kæresten Otto.
Otto er forsvundet - eller er han?
Marstrand-Jørgensen skriver romanen, så man næsten glemmer at Elisabeth er en fiktiv person.
En af mine yndlingsforfattere!

onsdag den 2. januar 2013

Kampen om Tronen.

George Raymond Richard Martin: Kampen om Tronen, 2011.
Min udgave er en e-bog, den originale bog blev skrevet/udgivet i 1996: "A Game of Thrones".
En fantastisk historie om konger, riddere og drager.
Om magtfulde mænd og kvinder, der ikke viger tilbage for mord, hvis det kan give dem magt og rigdom.
Det foregår i en opdigtet verden, hvor sommeren har varet i 10 år - og vinteren nærmer sig - med ondskab fra både mennesker og ukendte væsener.
"Kampen om Tronen" er 1. bind i en serie på 7, En sang om is og ild, de to sidste bind er endnu ikke udkommet.
Oversat til dansk findes indtil videre de 3 første bind.
Jeg er jo nødt til at vide, hvad der sker med de forskellige personer, jeg lærte at kende!
Så det er et af mine mål for 2013: At få læst noget mere fantasy af George R. R. Martin...
Godt nytår:-)